Taulov Skole er blevet profilskole. Eleverne i 7.-9. klasse tilbydes tre forskellige profiler at vælge imellem, og deres valg af linje afgør klassesammensætningen. Skolen har ellers i mange år modtaget elever fra to mindre skoler i området, og eleverne havde mulighed for at ønske tre venner, de gerne ville i klasse med. Dette, samt lærernes vurdering af hvem der netop ikke bør være i klasse sammen, har før dannet udgangspunkt for klassedannelserne.
Ægte interesse
Det princip er nu afløst af et linjevalg, hvor elevernes faglige interesse ligger til grund for klassedannelsen.
"Selvfølgelig har eleverne godt vidst, hvad kammeraterne valgte, men udover et par stykker, der har ændret deres valg efter en elevsamtale, tror jeg virkelig på, at de har valgt efter faglig interesse", siger skoleleder Børge Norup.
Han og skolen kan i år udbyde den tredje linje på skolen.
"Formålet med den nye naturfagslinje er at motivere og inspirere de unge til at tænke på naturfag, når de senere skal vælge uddannelse. Samtidig kan vi få fuldt udbytte af den dygtige stab af naturfagslærere, som vi er så heldige at have på skolen", siger skoleleder Børge Norup.
Begrænset lærerindflydelse
Eleverne i 6. klasse har netop meldt ind, hvilket linjefag de ønsker, og naturfagslinjen kom godt fra start med 22 elever.
"Vi var meget spændte på, om der ville være interesse for linjen, for det er første år vi udbyder den", siger Børge Norup, der erkender, at lærernes mulighed for at styre klassesammensætningen i forhold til de, der ikke bør gå sammen, nu er begrænset.
"Der, hvor der er to klasser på samme linje, har vi selvfølgelig stadig muligheden for at danne klasserne, så de bliver homogene, men på de linjer, hvor der kun er en klasse, har vi mistet den mulighed", siger han.
De 90 elever på Taulov Skoles overbygning er fordelt med to klasser på innovationslinjen, 24 elever på den internationale linje og 22 på den nye naturfaglinje.
Valgprocedure
Alle elever afleverer tre valgønsker i prioriteret rækkefølge.
Man kan ikke forvente at få sin førsteprioritet opfyldt.
Alle distriktets elever har ret til undervisning på Taulov Skole.
Linieskift er normalt kun muligt ved skoleårets start
Elever vælger selv, hvilken klasse de vil gå i
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.