Serien om Alvin, den spekulerende ungersvend, tæller tre titler: "Hvem er du, Alvin?", "Vor Herre bevares, Alvin!" og "Skal vi være venner, Alvin?" (vær i øvrigt opmærksom på, at der findes to forskellige Alvin-serier – den her omtalte er skrevet af Mette Honoré). Målgruppen er indskolingen, og bøgerne er tænkt som oplæg til snak og refleksion med eleverne og kan bruges i forskellige fag, hvilket der gives forslag til i små gratis oplæg til læreren på forlagets hjemmeside.
"Hvem er du, Alvin?" handler om identitet og den eksistentielle evergreen: Hvem er jeg? Alvins dag er fra morgenstunden fyldt til bristepunktet med forundring over livet og udtryk som ”gå ud af sit gode skind” og ”ved siden af sig selv” – det er til at blive svimmel af. Heldigvis rundes eftermiddagen af i selskab med en klog farmor, som bidrager med lidt ro, klogskab og saftevand. Den sidste linje i bogen er: ”Ja, måske”, sagde Alvin – i mine øjne en nærmest genial måde at runde en bog med titlen "Hvem er du, Alvin?" af på.
Men ingen dreng er en ø, der må venner til. "Skal vi være venner, Alvin?" behandler følelser som venskab og jalousi, og identiteten viser atter fanen, dog i en birolle denne gang, hvor begrebet identitet/personlighed i internetkontekst vendes.
I "Vor Herre bevares, Alvin!" vendes blikket opad og udad. Alvin og veninden Vera går på jagt efter Gud i dennes eget hus. Undervejs er skabelse, evolution og Satan selv på programmet, mens Tor (hvis man tror på den slags) leverer stemningsfuld torden. Ideen om at tro på en anden måde, som muslim, vendes også, og efter et alvorstungt møde med sorgen over en afdød når Alvin og Vera frem til, at Gud er kærlighed.
Alvin-bøgerne er fine brugsbøger. Det er hverken Shakespeare eller Astrid Lindgren, men forfatteren skriver en fin balance frem. At få så mange delovervejelser ind på så lidt plads kunne nemt have resulteret i en tjekliste i stedet for en historie, men den fælde undgås. Fordi så mange aspekter af de store emner nævnes, er der rigtig mange muligheder for gode samtaler i disse bøger – dem kan man få god gavn af.
Eksistens og erkendelse a la Alvin
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.