Eftertanker

»Det dummeste, man kan bruge ens kostbare tid til, er at bekymre sig«, sagde jeg til en bekymret, jeg faldt i snak med vel vidende at jeg lige så meget talte til mig selv. Det er jo umuligt at lade være.

For den årvågne gives der ingen dag, der ikke giver anledning til et utal af bekymringer. Og værre: Ikke en eneste af dem synes uberettiget for tænkende mennesker. Specielt kvinder bekymrer sig, har jeg noteret mig. De har jo også tilmed mændene at bekymre sig om.

Engang fik jeg en dejlig bog som gave med titlen »Den store citatbog« noget af en guldgrube. Et sted stod der:

»Bekymringer er som babyer, jo mere man kæler for dem, desto bedre trives de«.

Det bekymrer mig for eksempel meget, at danske trafikanter bliver mere og mere aggressive og optræder som rene bøller. Hørte forleden, at en kvinde i København var blevet kørt over hele to gange. Så må jeg, næste gang jeg færdes derovre, gå tæt inde ved husmurene hele tiden. Men der er naturligvis ikke noget overhovedet, der slår bekymring for egen sygdom og forfald i den sidste del af livet. Det skulle da lige være: Hvordan skal det dog gå for børn og børnebørn ... jeg er med rette bekymret over børns og unges trivsel generelt. Ikke mindst små børn, der ikke må være hjemme, til trods for at forældrene selvmodsigende har ønsket at få dem.

Forleden fandt jeg under oprydning i papirer et par giftgrønne stilehæfter bærende mit navn og med påtegnelsen »2. mellem A 1950« skrevet med spids pen. Så læste jeg dem. Da blev jeg bekymret. For det var jo slet ikke mig. Jeg kender grunden til, at jeg skrev så stive og fromme dydsmønsterstile: angsten for lærerne. Mærkede med ét hele barndommens atmosfære bølge omkring mig. Jeg blev bekymret for, om man igen leger med tanken om den store sorteringsmaskine. For den går ikke. De frasorterede fik i en alder af 11-12 år et slag over selvværdet, som sved måske på livstid.

For mange år siden havde jeg engelsk i niende i noget, der hed »grundkursus«, og et andet hold, der hed »udvidet kursus« end ikke så blid en ordning duede. En dag jeg kom ind til mit grundkursus, spurgte jeg: »Hvorfor lufter I ikke ud i frikvarteret, der lugter meget herinde«. En pige råbte: »Nu må du jo lige huske på, at et gå-på- grund-kursus lugter sådan« I øvrigt lavede de ikke dagens gerning.

Vanskeligt er det, for det er jo ingen løgn, at vi med enhedsskolen har vinket et farvel for stedse til indlæring af de tunge krævende sager for svært, vi måtte lade det ligge. Vagn Madsen har været lidt inde på det samme. Vi nøjes. Jeg ved det bare. Det gør mig ovenud bekymret.

Senere fik jeg øje på følgende af Soya i min dejlige citatbog: »Hvor er det skønt en tidlig sommermorgen, når naturen tier, og kvinderne sover endnu«.

Så smækkede jeg bogen i.