Hvor mange af kollegerne talte om, hvor dejligt det var at få deres efterlønsbevis, så de kunne stoppe som lærere, når de ville, havde det nærmest den modsatte effekt på Åse Weltzin, da hun i september 2021 fyldte 63 år og fik sit efterlønsbevis.
”Hvor det gav mine ældre kolleger en frihed, gav efterlønsbeviset mig en form for åg, og det blev nærmest et mantra for mig, at nu skulle jeg til at begrunde, hvorfor jeg gik på arbejde, når jeg rent faktisk kunne lade være”, siger Åse Weltzin.
Men hun elskede jobbet som primært lærer i håndværk og design på Tåsingeskolen i Svendborg Kommune. Kontakten med børnene og udviklingen når eleverne rykkede sig fagligt og lykkedes med ting, de tidligere havde haft svært ved.
”Jeg var virkelig glad for mit arbejde og glad for alle de små ting, man får i lærerjobbet. Som når jeg gik over skolegården, og glade børn råbte: 'Hej Åse'. Man labber det i sig som varm mælk med honning”, fortæller hun.
Samtidig ville hun gerne bidrage til samfundet og til fællesskabet, så længe hun kunne. Så planen var at tage et år ad gangen og fortsætte med at arbejde, så længe det gav mening.
”Samtidig havde jeg nogle forestillinger om, hvordan det ville være at stoppe med arbejdslivet. Og det at have en hverdag, hvor man kunne klippe sit græs med en neglesaks og strikke den ene trøje efter den anden, var bare ikke særlig attraktiv for mig”, konstaterer Åse Weltzin.
Tog væk den første måned
I dag nærmer Åse Weltzin sig de 66 år og har været på efterløn siden den 1. oktober 2023. Alle hendes bekymringer og forbehold forsvandt som dug for solen, da hun afleverede sin håndskrevne opsigelse på skolelederens bord i juni sidste år .
”Jeg troede, jeg kunne forudse, hvordan tingene ville blive, når jeg stoppede med at arbejde, men det kunne jeg ikke. Jeg har det strålende, og fra den dag jeg sagde op, har bekymringerne været væk, og jeg har bare set muligheder og nyder at have friheden til at lave lige præcis, det jeg vil”, siger Åse Weltzin.
Den første måned tog hun på en sprogskole i Frankrig – en drøm hun havde haft i flere år.
”Det var rigtig godt, at jeg var væk i starten af min pensionisttilværelse – for at få det hele lidt på afstand, og nu nyder jeg bare at have en hverdag, hvor alt ikke er presset sammen”, fortæller hun fra spisebordet i det røde rækkehus i Svendborg.
Tiden bliver brugt på at ordne have og hus, gå lange ture, strikke, høre podcast og sy kostumer til det lokale børn- og ungeteater. Der er også blevet langt mere tid til at se de to børn og den del af familien, der bor langt væk. Tid til at se venner i dagslys og til at tage på vandre- og skiferier.
"Jeg føler mig enormt privilegeret. Jeg bor godt, jeg har god økonomi, og min krop fungerer, og jeg kan lave det, jeg har lyst til. Lærerjobbet har jeg slet ikke savnet. Meget mærkeligt, når man i hele sit arbejdsliv har tænkt undervisningsforløb nærmest 24-7”, siger hun.
Ønske om to ugentlige fridage
At Åse Weltzin valgte at gå på efterløn sidste efterår, handlede udelukkende om, at hun ikke kunne få et ønske opfyldt om at gå ned på 60 procent arbejdstid – og samtidig få to ugentlige fridage.
”Hvis jeg skulle kunne se mig selv på arbejdsmarkedet i flere år frem, så ville jeg gerne ned på 60 procent og have to ugentlige fridage, men da jeg fik det første udkast til et skema, var jeg godt nok på 60 procent, men fordelt over alle ugens fem dage”, fortæller Åse Weltzin.
Næste udkast blev med én ugentlig fridag og ellers fire arbejdsdage med sene mødetider og sene sluttidspunkter.
”Jeg er ultra-a-menneske, så det gav slet ingen mening for mig, og så skrev jeg min opsigelse”, forklarer hun.
Var nede med stress
Helt tilbage i 1999-2001 gik Åse Weltzin ned med stress og var tjenestefri uden løn i halvandet år fra lærerjobbet – dengang på en anden folkeskole.
”Jeg kunne ikke huske mit sprog, ordene forsvandt, og jeg kunne ikke mærke mig selv og styre mine bevægelser. Så jeg var nødt til at spise med ske, jeg fik blå mærker, fordi jeg mistede min rumlige fornemmelse og gik ind i dørkarme”, fortæller hun.
Både de sproglige og de kropslige færdigheder vendte tilbage. Hun lærte at passe bedre på sig selv, acceptere sine egne begrænsninger, blive bedre til at sige pyt, men hun lovede også sig selv, at hun aldrig nogensinde skulle derud igen.
Så da hun i 2014 mærkede begyndende tegn på stress, gik hun 20 procent ned i tid, så hun arbejdede 80 procent af en fuldtidsstilling og blandt andet stoppede med at være klasselærer.
”Til min store forbavselse skulle jeg undervise lige så mange lektioner på 80 procent løntid, som jeg skoleåret inden havde undervist på 100 procent. Min arbejdstidsnedsættelse faldt sammen med implementeringen af folkeskolereformen, og den blev finansieret med lærernes merarbejde”, konstaterer Åse Weltzin.
Allerede dengang forespurgte hun om en ugentlig fridag, men den fik hun først i foråret 2022, da det hele var ved at ramle med to omgange af voldsom sygdom i nærmeste familie.
”Siden havde jeg fri hver mandag, og det gjorde en kæmpe forskel”, siger Åse Weltzin.
Flere seniorer kræver lydhørhed
Skal kommuner lykkes med at beholde flere seniorer i lærerjobbet, skal de lytte til medarbejderne og deres ønsker.
”Havde jeg fået de to ugentlige fridage, havde jeg fortsat arbejdet, og hvis seniorer skal bibeholdes i lærerjobbet, er det afgørende at lytte til medarbejderne. Jeg ønskede hele fridage, andre ønsker måske timerne fordelt på en anden måde eller har specielle ønsker til skema og fagfordeling. Det vigtige er at lytte og være fleksibel”, mener Åse Weltzin.
Efterlønner: ”Alle mine forbehold forsvandt, da jeg lagde min opsigelse”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.