”Så længe ingen ser os” er en jegfortælling med teenagedrengen Jon som hovedperson. Han lever alene med sin mor, der er en svag, alkoholiseret og psykisk ustabil kvinde, der slet ikke kan finde ud af at leve alene. Vi hører ikke noget om Jons far. Men så en dag møder moderen Ole, og så kommer der styr på madpakkerne, der bages pandekager med mere i det lille hjem – og Jon nyder det. Ole starter et fodboldhold i den lille by, hvor de bor, og pludselig en dag foreslår han, at han og Jon skal tage på campingtur. På turen fylder Ole spiritus på Jon og forgriber sig på ham.
Langsomt nedbrydes Jons selvværd og hans tillid til Ole, og da han endelig beslutter sig for at åbne munden, stikker moderen ham en syngende lussing. Ingen vil tro ham overhovedet. Det bliver langsomt, men sikkert en tilværelse med frygt og mareridt.
Det er en dybt indfølt lille roman, der gør indtryk med sin stille og rolige facon. Tingene udpensles ikke, men beskrives alligevel præcist, og man vender spændt det næste blad for at læse det, man godt ved er uundgåeligt, overgrebene.
”Så længe ingen ser os” kan læses fra 6. klasse og vil være glimrende som klasselæsning med en dansklærer ved rorpinden!
Dybt indfølt og velskrevet lille roman
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.