Fra mørket ser vi ind i en lysende cremehvid kukkasse. Kassens sider skråner lidt, og fremkalder unægtelig en snært af svimmelhed. Vægge, gulv og loft er betrukket med stof, som kunne minde om blødt nyvasket sengelinned, og siderne er dekoreret med sarte skyformationer. Fjernt høres dæmpet fuglekvidder, og vi er ikke i tvivl: Dette må være Carte Blanches milde himmel.
Inden for rammerne af denne hvide og abstrakte scenografi folder "Du milde himmel" sig ud i "fri association" og giver et underholdende og fascinerende bud på hvad børneperformance er, og viser hvad det kan.
Vi ser to hvidklædte småpiger, der i munter mumlen og mimespil dækker op til et fødselsdagselskab. Opdækningen udarter sig dog hurtigt til leg, hvorefter fantasien tager fat. Pigerne transformerer sig og optræder det ene øjeblik som engle, det næste som rumvæsner med snabelagtige ben og lysende hovedskaller. Men pigerne er ikke kun væsner, der hører himmelrummet til. Som forestillingen skrider frem, præsenterer pigerne flere og flere karakterer. I et frisk tempo skifter de fra at være kokke og nonner til at være slagtere, kirurger og serveringsdamer. Således synes pigerne at tage skikkelse af stort set alle folk, som går klædt i hvidt.
De to performere Seimi Nørregård og Sara Topsøe-Jensen kombinerer smidigt sort snak med mime, sang og dans. Forestillingen er utrolig fascinerende med sin stemningsmættede og fantasifulde brug af lys og scenografi og er med sine absurde tekststykker meget humoristisk. "Jeg ønsker mig fødder, som når helt ned til jorden", siger den ene pige til den anden. Som publikum er det helt befriende og underholdende ikke at få et ben til jorden i denne skønne børneperformance.
Sandra Theresa Buch
Du milde himmel
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.