Dødningemessen

Der er bestemt stadig noget at komme efter i denne bog om en dreng, der følger sin syge far ind blandt de spedalske på Skt. Jørgensgården. Selv om det er over tredive år siden, bogen udkom første gang, giver den fortsat et fint billede af behandlingen af syge, skellet mellem rig og fattig og dagliglivet i Danmark i middelalderen. Handlingen bæres frem dels af den umiddelbare spænding ved drengens kontroverser med gårdens forstander og drømmen om at komme ud i friheden, dels af uhyggen ved faren for spedalskheden. Sproget har været nutidigt ved første udgivelse og er det bestemt ikke i dag. Men i sammenhæng med bogens støvede stemningsleje forøger dette kun oplevelsen af at høre om gamle dage, og da der ikke er tale om slang, men snarere en ændring i formuleringsform, er skellet ikke større i dag, end det var for femten år siden. Historien egner sig glimrende til højtlæsning eller selvlæsning i både dansk og historie i forbindelse med undervisning i middelalderdanmark. Den nye udgave er forsynet med en skuespilversion, der inkluderer sange fra tiden, og dette er også vellykket udført med udførlige regibemærkninger og versioneringer. Ligegyldigt hvordan historien anvendes, kræver den dog en diskussion af spedalskhed. Som voksen læser er det svært at se uhyggen, men når jeg tænker på min første oplevelse med bogen ved højtlæsning i fjerde klasse, erindrer jeg tydeligt en nagende uro, hver gang Peder nærmede sig en spedalsk. Hans overlevelsesmuligheder havde nok været en diskussion værd.