Dobbeltnomineret: Brug materielle artefakter til at udligne uligheden i gruppearbejde, siger Maria  

I natur/teknologi er gruppearbejde centralt for det praktisk-eksperimenterende arbejde, men gruppearbejde er også en særdeles udfordrende praksis, hvor det kan være svært at løfte eleverne fra opgavedeling til ægte samarbejde præget af gensidig afhængighed og fælles ansvar.

Det skriver Maria Caracassis Meyer i sit bachelorprojekt fra læreruddannelsen på Campus Carlsberg på Københavns Professionshøjskole.

I natur/teknologi forstærkes gruppearbejdets udfordring af elevernes uensartede science-kapital – en naturfaglig rygsæk bestående af elevens videnskabelige ressourcer, holdninger og sociale netværk. Klassens sociale magtstrukturer komplicerer også, og uden en gennemtænkt didaktisk rammesætning kan den skarpe bevidsthed om hierarkiet skabe et rum, hvor elever med højere science-kapital dominerer både opgaveløsning og den faglige samtale.

I projektet undersøger hun derfor:
”Hvordan kommer elevernes uensartede science-kapital (SK) til udtryk i deres indre oplevelse af anerkendelse og ydre deltagelse i n/t-gruppearbejde, og hvilke didaktiske potentialer og udfordringer rummer en materiel-dialogisk intervention for at understøtte den undersøgende samtale?”

Medspillende modspil

At deltage i en undersøgende samtale forudsætter, at eleven tør fremsætte ufærdige hypoteser, og den intellektuelle risikovillighed kræver, at elevens behov for anerkendelse får tilført psykologisk ilt, skriver Maria Meyer.

Det udfordrer uensartet science-kapital dog ofte. Afvises elevens faglige bidrag, udebliver anerkendelsen, og eleven kan reagere med at trække sig for at skåne sit selvværd. Modsat kan gruppen forfalde til en ukritisk samtale, og her får eleven overfladisk medspil, men mangler det faglige modspil, der sikrer reel mestring. Læreren må derfor skabe et læringsmiljø med ”medspillende modspil”. Ved bevidst at udvide rammerne for anerkendt faglighed og værdsætte hverdagsforståelser, bliver det muligt at tilføre psykologisk ilt, skriver hun. 

Skal folkeskolens formål om at forberede eleverne til deltagelse og medansvar i et virke præget af ligeværd indfries, er det nødvendigt at modvirke den marginalisering, som gruppearbejde i natur/teknologi kan føre til, understreger hun.

Som et svar på udfordringen har Maria Meyer afprøvet en 45 minutters intervention med to grupper i 5. klasse med hver fire elever, der har forskellige niveauer af science-kapital. Her undersøger hun en materiel-dialogisk tilgang, hvor materialer som modellervoks, piberensere og flamingobakker fungerer som et styrende fælles tredje og kan understøtte turtagning og skabe et fælles fokus.

Maria Meyers mål er at tilbyde elever med begrænset science-kapital en kropslig deltagelsesvej i faget frem for udelukkende at kræve verbale præstationer.

Afhængige af hinanden

I undervisningen skal de to grupper bygge et 30 centimeter tårn til en vandtank, og opgaven tager udgangspunkt i en kran på legepladsen, så hverdagssproget dermed anerkendes og den intellektuelle risiko sænkes, så alle elever kan byde ind.

Hver elev i gruppen får forskellige materialer, men i begrænset mængde, så de bliver gensidigt afhængige. Dermed skabes et behov for samarbejde og kommunikation, da ingen elev har materialer nok til selv at konstruere et tårn.

Samtidig får grupperne pålagt en samtale-regel: ”Hvad hvis vi…fordi.” Ved at efterspørge et fordi, forpligtes eleverne til at begrunde deres hypoteser.

Grupperne videofilmes, og samtidig skal eleverne afskærmet fra hinanden hver 5. minut svare på tre smiley-spørgsmål: ”Lytter de andre til mig?”, ”Siger jeg mine tanker højt?” og ”Har jeg en idé til en løsning?”. Det kaldes Experience Sampling Method (ESM), og Maria Meyer forsøger på denne måde at give alle elever en stemme og indfange nuet.

Sænker sproglig barriere

Samlet set peger projektet på, at elevernes uensartede science-kapital viser sig i gruppearbejdet – både i deres ydre og indre oplevelse, men projektet viser også, at den materielle stilladsering har et potentiale til at udligne ulighederne i gruppen.

”Når fysiske artefakter, som velkendt modellervoks eller en flamingobakke, introduceres, kan de tilbyde en materiel affordance, der i visse tilfælde sænker den sproglige barriere. Artefaktet kan her fungere som et ufarligt springbræt, hvor eleven med lavere science-kapital får mulighed for at byde ind gennem handling,” skriver Maria Meyer i konklusionen.

Potentialet udfordres dog ofte af tidspres og manglende stilladsering.
”Når byggeiveren tager over, resulterer materialernes begrænsede fysiske dimensioner i nogle tilfælde i en ”kropslig afskærmning”, hvor de SK-stærke elever utilsigtet blokerer for de andres haptiske adgang. Samtidig fører kognitivt pres til, at kravet om faglige begrundelser (”fordi”) risikerer at forsvinde til fordel for tavs handling. Uden stilladsering kan opgaveløsningen i nogen grad hælde mod et ekskluderende byggeprojekt, hvor den lavere SK-elevs ufærdige hypoteser overhøres, og den ligeværdige undersøgende samtale udfordres,” konkluderer hun.

”Det tyder altså på, at en materiel-dialogisk tilgang besidder inkluderende potentialer, men sjældent kan stå alene. Den kræver en bevidst lærer, der aktivt stilladserer den psykologiske ilt og søger at sikre, at materialerne samler frem for at afskærme,” skriver Maria Caracassis Meyer.

For at imødegå de udfordringer, som projektet viser, har hun designet en struktureret gruppearbejdsdug, som skal skabe en inkluderende, undersøgende praksis drevet af lytning, undren og spørgen.
I midten af dugen ligger materialerne, og rundt om materialerne står der hele vejen rundt skrevet: ”Jeg tror…”, ”Fordi…” og ”Prøv igen…”

Hvem af de nominerede, der modtager prisen for årets bedste bachelorprojekt og særprisen ”Teknologi i skolen/skolens teknologier”, afsløres fredag den 20. november, hvor Lærerprofession.dk holder prisfest i København.

Læs projektet her: ”Der er ikke nogen, der kommer i skole for at flagre”.