Sammenligner man læreres og pædagogers løn, så tjener lærerne klart mest. Bruttoløntal fra november 2020 viser, at der er mere end 7000 kroner forskel om måneden mellem gennemsnitslønnen for pædagoger og lærere. Og sygeplejersker tjener tilsvarende små 3000 kroner mindre end læreren. Sammenligner man nettolønnen - altså uden arbejdstidsbestemte tillæg og pension - så er forskellen mellem læreres og sygeplejerskers løn endnu større.
OK21: Nu går slutspurten ind om lærernes overenskomst
Man må forvente lønforskelle
Formand for overenskomstudvalget i DLF Morten Refskov mener, at det er bruttolønningerne, der skal sammenlignes. Men han erkender også, at der er en lønforskel.
"Der er grupper, der beviseligt har for lav løn i forhold til deres uddannelseslængde. Det er især pædagogerne", siger Morten Refskov.
Han understreger, at man må forvente, at der er forskel på offentligt ansattes løn, afhængig af uddannelse og ansvarsområder.
"Men jeg har fuld forståelse for, at det kan være svært at forstå, at man med en pædagoguddannelse i ryggen har så stor lønforskel til lærerne, som tilfældet er. Det anerkender vi i DLF", siger han.
Smal ramme udfordrer
DLF har ved tidligere overenskomster været med til at sætte penge af til lavtlønspuljer, men det bliver sværere ved denne overenskomst, fordi der er udsigt til en meget smal økonomisk ramme.
"Vi kan ikke medvirke til, at der sker en så betydelig skævdeling af den økonomiske ramme for at sikre pædagogerne, at det betyder, at vores medlemmer ikke kan få sikret reallønnen. Lønforskellen handler er historisk og strukturelt betinget. Den kan vi ikke løse ved denne overenskomst. Den bliver vi nødt til at løse ved trepartsforhandlinger, så der kan komme nogle ekstra penge. Vi har ved flere overenskomster medvirket til en skævdeling af rammen netop i retning af de her grupper, og det gør vi også ved OK21, men rammen er bare ikke til at skabe landvindinger", siger han.
Forventningerne til den økonomiske ramme på det kommunale og regionale område er, at den kun lige vil kunne sikre de ansattes realløn.
"Vi er jo sat i verden for at interessevaretage for vores egne medlemmer. Men vi medvirker gerne til en skævdeling inden for rimelighedens grænser", siger Morten Refskov.
DLF: Pædagoger har brug for et lønløft – men ikke på bekostning af lærernes reallønssikring
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.