"Vi skal have introforløb, fordi nyansatte hurtigt skal føle sig som del af arbejdspladsen, fordi nogle nyansatte hurtigt overvejer at skifte karriere, og nogle hurtigt viser tegn på stress", sagde formand for Aalborg Lærerkreds Dorthe Kamp, da DLF og KL i går holdt konference i Roskilde om lærerstartordninger.
De unge lærere glemmer, at der skal være plads til familie, venner, dem selv og fritid. Der skal være tid til at fylde energidepoterne op.
Hun fortalte, at det er specielt svært at være ny ung lærer, fordi der er stor forberedelse i jobbet, det er uoverskueligt, man har mange samarbejdspartnere og ens selvværd bliver let truet.
Skolechef i Horsens Anna Maria Illum sagde, at der skal fokus på startordninger, fordi ingen kommuner har råd til at lade være.
Alle træder i spinaten
I Horsens har de givet de nyuddannede lærere en startpakke med et par grønne sokker. For så kan man ikke se, når de har trådt i spinaten - og det gør man. For det gør alle.
"På læreruddannelsen som studerende er man anonym, men som ny lærer er man i front. Man er "på". Man skal markere sig over for elever, forældre, kolleger, og når det bliver for svært, går man tilbage til at bruge de repressalier, som man oplevede i sin egen skolegang", sagde Anna Maria Illum.
Hun fortalte, at man som ny lærer bliver konfronteret med meget, som man ikke har forestillet sig.
"Jeg kender en ung lærer, der begyndte at smøre madpakker til de elever, der ikke havde mad med, før hun stoppede op og indså, at hun ikke kunne påtage sig alt".
Vigtigt med samtalepartner
På trods af besparelser rundt i kommunerne kunne flere af deltagerne fortælle om nye lærere i job, skolesammenlægninger, der giver lærerrokader og kommende pensioner, der betyder, at nye lærere skal godt i gang.
"Det tager cirka tre år at komme rigtigt ind i at være lærer", sagde Egon Hedegaard, der er lektor på Frostburg State University i Maryland, men også manden bag netværket "Støtte til nye lærere" fra professionshøjskolen Blaagaard/KDAS.
"Der har for længe været for stort fokus på praksischokket. Det handler mere om en proces, der skal træne, støtte og fasthold nye lærere som starten på livslang læring i professionen. Man finder sin form som lærer de første to til tre år i jobbet".
Egon Hedegaard mener, at det er vigtigt for en ny lærer at have en samtalepartner og at se hinanden i handling. At alle kommer med i et samarbejde både med andre nye lærere og andre mentorer.
"Isolerede lærere er i størst fare for at miste selvtillid og kompentence. Selvtillid og kompetence spiller altid sammen enten som en positiv cirkel eller som en negativ", sagde han med henvisning til flere undersøgelser på området.
Det er gennem dialog, at den yngre medarbejder skal have mulighed for selv at komme frem til ændring af egen tænkning. Dermed gør han op med de følordninger, der kun varer de første måneder af en ny lærers liv på en skole.
"Skolelederens valg af mentor er også yderst vigtigt. Det skal jo ikke bare være dén, der mangler timer for at få skemaet til at gå op", understregede Egon Hedegaard.
Han fortalte, at den store debat i USA lige nu er, at man vil vide, hvilken læreruddannelse der giver de mest holdbare lærere. Hvordan klarer de sig fra de forskellige uddannelsessteder? En debat vi kan vente kommer til Danmark i nærmeste fremtid.
Konferencedeltagerne blev opfordret til at melde sig til netværket "Støtte til nye lærere". Et åbent netværk med inspiration, nyheder og mulighed for at melde sig til de møder, som netværket holder om lærerstartordninger. Se link til højre.
DLF og KL: Brug for gode lærerstartordninger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.