Debat

Sanne Weisbjerg Vilstrup, kandidat til hovedstyrelsen i DLF, svarer på spørgsmål fra skoledebattør Niels Christian Sauer

Debat: Kandidat til hovedstyrelsen i Lærerforeningen svarer på spørgsmål fra skoledebattør

REPLIK: Debattør Niels Christian Sauer har stillet tre spørgsmål til kandidaterne til hovedstyrelsesvalget i Danmarks Lærerforening. Kandidat Sanne Weisbjerg Vilstrup har taget imod opfordringen og giver her sine svar.

Publiceret Senest opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Kære Niels Christian Sauer

Tak for din utrættelige interesse for vores fælles folkeskole, og for den betydning DLF har for vores medlemmer. 

Indledningsvis vil jeg pointere, at jeg i hovedstyrelsen har arbejdet og fortsat gerne vil arbejde for at styrke demokratiet i foreningen – for alle medlemmer. 

Jeg har dog også et særligt fokus på inklusion og specialpædagogik, idet jeg arbejder med begge områder. Jeg er desuden TR og kredsstyrelsesmedlem i Ballerup Lærerforening og har været det siden 2010. Det giver mig et tæt tilhørsforhold til såvel skoler som PPR.

Du stiller nogle spørgsmål, som jeg ville ønske, jeg kunne svare enkelt på. Men sådan er virkeligheden ikke. Løsningerne på virkelighedens problemer er ikke enkle, men fulde af dilemmaer og modsatrettede interesser. 

Rammerne for arbejdsliv skal forbedres 

Jeg mener dog, at der er vigtige målsætninger at have for øje. Især en målsætning, som er formuleret og vedtaget af Kongressen 2023: Rammerne for medlemmernes arbejdsliv skal forbedres gennem nuværende og kommende aftaler og lovgivning, så medlemmerne har overskud i hverdagen og kan lykkes med deres opgaver. 

Med rammerne i orden vil Danmarks Lærerforenings medlemmer have mulighed for at arbejde med de store opgaver, jeg mener vi står overfor i folkeskolen. 

Så mit svar på spørgsmål 1 om, hvilke tre kampe, som DLF først og fremmest bør tage, vil jeg omdøbe til opgaver at tage vare på fremfor kampe.

Jeg har tre store opgaver foran mig som hovedstyrelsesmedlem: 

Inklusion

 Jeg vil fortsat være med til at sætte fokus på inklusion og sammen med praktikere i skoler og PPR arbejde for ordentlige arbejdsvilkår og videreuddannelsesmuligheder for foreningens medlemmer. 

Ressourcetildeling

Jeg vil arbejde for bedre ressourcetildeling. De nødvendige ressourcer skal være til stede for, at folkeskolen kan opfylde formålsparagraffen. Og som fagforening skal vi fastholde, at vores medlemmer skal have arbejdsvilkår, så de kan opfylde formålsparagraffen. Dette gælder i høj grad også for de mindre medlemsgrupper, som har krav på at opleve det samme i forhold til deres arbejdsfunktioner. 

Kollektive overenskomster 

Jeg vil fortsat arbejde for kollektive overenskomster, som er en grundsten i Danmarks Lærerforenings lønpolitik. Det er for mig helt klart den mest retfærdige måde, hvad angår fordeling af lige løn for lige arbejde. Herunder hører også lavtlønsproblematikken for SOSU-undervisere. 

I spørgsmål 2 efterlyser du kandidaternes stillingtagen til nogle emner, som ifølge undersøgelser er dem, der fylder mest for medlemmerne. 

Jeg ved, at inklusion fylder rigtig meget for Danmarks lærerforenings medlemmer. Inklusion er et begreb og et tema, som vi skal blive bedre til at definere og udmønte i praksis. Men vi skal også blive bedre til at stå fast på, at inklusion ikke kommer uden ressourcer og faglig viden og dermed uddannelse. 

Tidsperspektivet 

Jeg ved, at tidsperspektivet er vigtigt, da lærerforeningens medlemmer oplever mangel på tid til forberedelse og samarbejde. Hovedstyrelsen skal fortsat arbejde på at få politikere til at forstå, at skolen drives af engagerede medarbejdere. Og at disse har brug for den nødvendige tid for at skabe bedst mulige rammer for elevernes læring og trivsel. 

Timetallet og klassekvotienter

Jeg ved, at timetallet og klassekvotienter spiller en vigtig rolle for foreningens medlemmer. Det mener jeg helt sikkert bør nedsættes, og det afhænger af økonomien. 

I spørgsmål 3 spørger du, om lærerne selv skal betale for efteruddannelse. 

Som udgangspunkt mener jeg nej. Men virkeligheden er en anden. Vi ser at medlemmerne vælger at betale for egen efteruddannelse når arbejdsgiver ikke bidraget økonomisk til, at medlemmerne kan komme på efteruddannelse. Derfor valgte jeg ved kongressen i september 2023, at stemme for kompetenceudvikling som et overenskomstkrav ved den kommende overenskomst i 2024. På den lange bane mener jeg det er en gevinst for medlemmerne og foreningen. 

Jeg vil slutte mit indlæg med at opfordre alle medlemmer i DLF til at gøre deres indflydelse gældende. Brug nu den demokratiske ret til at stemme og vær med til at sammensætte den nye hovedstyrelse, så den afspejler alle medlemsgrupper i foreningen. 

Jeg ønsker godt valg til alle. 

Venligst Sanne Weisbjerg Vilstrup Læs mere om mit kandidatur her. 

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk