Klassens indretning kan forstyrre mere, end du tror

Forestil dig et klasseværelse. Pigerne sidder tavse i grupper. Drengene er i konstant aktivitet. Én tager en tur gennem lokalet på kontorstolen med hjul i høj fart, en anden sender et papirfly tværs igennem rummet, mens en tredje rækker hånden op. Ivrig efter at blive set, men uden egentlig at have noget at sige.

Og læreren? Han eller hun ser langtfra alt, hvad der foregår. Det vender vi tilbage til.

Da Jette Sandager, adjunkt på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), sammen med sin forskerkollega­ Dorthe Staunæs, professor på DPU, be­gyndte at foretage observationer i samfundsfagstimerne i ni 9.-klasser på forskellige danske grundskoler, var det egentlig pigernes adfærd, de havde for øje. 

En del af det store europæiske projekt Gender Empowerment Through Politics in the Classroom (G-EPIC), der har fokus på, hvorfor så få kvinder går ind i politik, var at finde ud af, hvilken rolle undervisningen i politik og samfundsfag spillede for pigernes engagement i klasserummets politiske diskussioner. 

Men da de to danske forskere begyndte at gennemgå deres data, stod det klart, at de ikke kunne forstå pigernes adfærd isoleret.

”Vi kunne se, at deres adfærd i høj grad hang sammen med drengenes. Hvordan de to typer af kønnet adfærd spillede ind på hinanden og formede hinanden negativt,” siger Jette Sandager.

Hun fortæller, at de kunne spore en form for ubehag hos både pigerne og drengene, men den blev håndteret på forskellige måder. 

”Mens pigernes passivitet viste sig at være en reaktion på drengenes udadvendte adfærd, var drengenes reaktion en slags kropslig respons på angsten for at falde ved siden af eller ikke at leve op til lærernes og de andre elevers – og især de andre drenges – forventninger,” siger Jette Sandager og peger på et andet og mindst lige så vigtigt fund:

”Vi kunne se, at indretningen og møblerne i klasseværelset langtfra bare var passive størrelser. Ligesom pigernes og drengenes handlinger spillede ind på hinanden, spillede rummets materialitet en stor rolle i forhold til elevernes handlinger, men også lærerens,” fortæller Jette Sandager.

Bro-bonding gør pigerne tavse

Mens pigernes adfærd var forholdsvis ens, viste de to forskeres data, at der i drengegruppen var forskellige strategier for tilstedeværelse i undervisningen. Særligt fire strategier gik igen: At ”slacke”, altså forholde sig til undervisningen med venstre hånd, at underholde, at provokere eller at være tavs og ikke tilstedeværende. 

”På trods af den høje aktivitet blandt drengene kunne vi i alle klasser spotte ’den tavse dreng’. Vi så, at de allermest aktive elever var drenge, men den allermest passive elev var også en dreng. Der var det her spænd mellem drengenes adfærd,” siger Jette Sandager og kalder de aktive drenges adfærd for en form for ”bro-bonding”.

”Når drengene suser gennem klasserummet, griner højt eller rækker hånden op uden at have noget at sige, er det også, fordi de forsøger at leve op til nogle særligt kønnede forventninger. Særligt drengene imellem er der en forventning om, at man er ’på’. En slags bro-bonding, hvor det handler om at leve op til de idealer, der gør dem genkendelige i drengegruppen.”

I forlængelse af observationerne interviewede Jette Sandager både pigerne og drengene i 9.-klasserne for at finde ud af, hvorfor de agerede, som de gjorde. Her gav pigerne udtryk for, at den måde, drengene var til stede i klasseværelset på, gjorde dem ængstelige for at ytre sig.

”De havde en frygt for at sige noget forkert for dermed at blive udstillet, grinet ad eller hånet. Og særligt i samfundsfag kom denne angst til udtryk, fordi der ikke er noget rigtigt eller forkert svar at læne sig op ad. Pigerne følte, at der var en større risiko for at sige noget forkert, når det handlede om holdning frem for fakta. Og flere af dem efterlyste, at læreren intervenerede mere.” 

Illustration: Simon Væth

Drengene derimod oplevede det anderledes. 

”De sagde: ’Vi driller jo bare – og kun dem, vi kender godt.’ De gav udtryk for, at når de havde denne bro-bonding kørende, var de opmærksomme på, hvem der kunne tåle deres drillerier,” siger Jette Sandager og tilføjer, at det udefra ikke altid så sådan ud.

Lærerens blinde vinkel

Mens forskellen på pigernes og drengenes adfærd med Jette Sandagers ord er noget, der er set før, så var det interessant for de to forskere at se, hvor stor en rolle materialiteten i klasserummet spillede for de kønnede aktivitetsformer. 

Især drengenes adfærd var knyttet til rummets materialitet, borde, computere og stole blandt andet. Men forskerne opdagede også, at der var en akse på tværs af klasserummet, som læreren sjældent overskred. Det gjorde drengene derimod.

”De kunne sidde i den ene ende og så pludselig drøne på kontorstolen hen over den her akse og tilbage igen,” siger hun og peger på endnu en observation. Nemlig at læreren ofte stod det samme sted og havde sit blik hvilende i samme retning, og det betød, at der opstod en blind vinkel.

”Vi kunne se, at læreren vendte ansigtet væk fra for eksempel den øverste venstre side af klasserummet og konsekvent kiggede til venstre eller ligeud. På den måde screenede læreren de samme elever af gang på gang. Interessant nok sad den tavse dreng i lærerens blinde vinkel i alle de klasser, hvor vi foretog observationer,” siger hun og tilføjer:

”Måske havde man placeret ham i en vinkel, hvor man ikke rigtig havde øje for, at han skulle engageres, men det er også muligt, at man havde besluttet sig for at placere ham her for at skærme ham. Vores iagttagelser viser i hvert fald, at der ikke er særlig meget opmærksomhed på den elev, der sidder der,” siger hun.

Lærerens screening betød også, at drengene med de ”aktive strategier” skulle kæmpe endnu mere for den opmærksomhed, de så gerne ville have.

”Og så steg aktivitetsniveauet. Måske røg der en bold igennem klasseværelset, en computer blev klappet højlydt i, eller en hånd røg op, selv om man egentlig ikke havde noget at bidrage med. Og det gik jo ikke bare ud over deres eget engagement, det betød også, at pigerne trak sig endnu mere.” 

Jette Sandager peger på, at også placeringen af lærerens computer så ud til at spille ind på kontakten mellem lærer og elever.

”En del af lærerne var forståeligt nok meget optagede af deres computer, da den medierer meget af deres undervisning. Men ofte var den placeret, så de måtte vende ryggen til eleverne.”

Orkestrere energien i rummet

Jette Sandager peger på, at det at forstå indretning og materialitet som en aktiv aktør i klasserummet måske kan bidrage til bedre at kunne orkestrere den energi, der er i klasseværelset. 

”Forstår vi materialiteten som en aktør, der på højde med lærer og elever spiller ind på adfærd og engagement i undervisningen, kan vi også bruge den til at forsøge at ændre energimønstrene i klasseværelset,” forklarer hun og fortsætter:

”I forhold til de blinde vinkler handler det om at få opmærksomhed på, at der er ting, man som lærer måske ikke ser. Hvad sker der, hvis man som lærer begynder at bevæge sig mere rundt i klasserummet? Er der noget, man ikke har øje for? Og skal der måske interveneres mere nogle steder?”

Hun foreslår også, at lærere kigger på, hvad opstillingen af møbler betyder for energien i klasseværelset. 

”Er der for eksempel en pointe i at fjerne hjulene på kontorstolene? Eller udskifte bolde og papirfly med en professorterning eller noget andet, man kan dimse med og samtidig holde fokus? Og hvad ville der ske, hvis en passiv dreng blev tvunget til at stå op ved et hæve-sænke-bord?” spørger hun og opfordrer til at eksperimentere og afprøve nogle utraditionelle løsninger.

”Det er klart, at materialitet og rum ikke kan levere den fulde løsning på hverken manglende engagement eller et ulige engagement mellem drenge og piger, men det spiller en væsentlig rolle for adfærden i klasserummet.”