Anmeldelse

Digt en tiger

Klik for at skrive manchettekst.

'Digt en tiger' er 15 arbejdsmønstre til digtlæsning og procesorienteret digtskrivning på mellemtrinnet. Gennem sproglege og eksperimenter får eleven gennem alle sanser styrket sin sproglige bevidsthed og sin for- og almene forståelse af den lyriske genre. De 15 arbejdsmønstre er tilrettelagt som et forløb med progression, men de enkelte afsnit kan hver for sig indgå selvstændigt i undervisningsforløb gennem hele mellemtrinsperioden. Bogens sidste afsnit er en vejledning til læreren. 'Digt en tiger' er et tilskud til den æstetisk-kreative tendens, der bobler i danskfaget i disse år. Og som sådan er den bestemt et udmærket materiale, der kan give anledning til megen god undervisning. Men midt i alle sine opfindsomme øvelser demonstrerer det også, at selv de bedste intentioner kan lande i rundkørsel, hvor pædagogikken kører rundt og repeterer sig selv. Bogens forfattere fremstiller sig i bogomtalen som inkarnationen af den nye undervisningsvejledning for dansk, og de har tydeligvis fra det grundlag fået tilrettelagt et godt fagligt flow gennem de 15 kapitler. Men det billede af undervisning bogen bærer frem er uklart, øvelserne næsten fordrer eleverne til på kommando at være kreative på bestemte måder og lader derfor elevens udgangspunkt i egen motivation i stikken. En bevidst fagstrategi rammer sig selv bagfra med et læringssyn i vildrede. Forfatterne har sat sig selv i centrum og skriver fagligt korrekt og ordentligt i lærervejledningen, der også er en invitation til eleverne. Men hvad skal eleverne med den indbydelse, hvis deres egne processer og udtrykslyst ikke ad den vej får tilført energi? Der er en lyrisk tiger i mange børn, hvis man tør slippe den ud. Arrangeret kreativitet kan blive et bur, der lukker god vildskab inde.