Dejligt! Endelig en bog, der sætter fokus på en af matematikundervisningens største udfordringer. Hvorfor udgives og sælges der så mange kedelige matematikbøger, hvor regler og udenadslære fylder? Hvorfor er det ikke et krav, at hverdagens problemer uden for skolen skal være omdrejningspunktet for undervisningen i matematik?
Omdrejningspunktet for Tænk matematik – Styrk problembehandlingen i matematikundervisningen er at koble matematik i skolen bedre sammen med hverdagens problemer. Matematisk tænkning og problemløsning er en naturlig del af hverdagen.
At tænke matematik skal i spil fra begyndelsen. Børn leger og undersøger problemer som en naturlig del af deres udvikling. De er kreative og åbne over for forskellige måder at undersøge verden på – og de tager ofte intuitivt matematikken til hjælp. Det er her, undervisningen ifølge forfatteren skal tage sit udgangspunkt. Tesen er, at ved at arbejde med problembehandling i undervisningen, lærer eleverne matematik ved at tænke strategisk, reflektere matematisk og argumentere for idéer og fremgangsmåder.
Forfatteren beskriver i bogen 118 problemstillinger inden for 15 matematiske områder, blandt andet Pascals trekant, Fibonaccital, cirklen, brøker, procent og decimaltal, sandsynligheder, Pythagoras' sætning, mønstre, ligninger og funktioner. Alt kobles sammen med hverdagsproblemer for at gøre matematikken meningsfuld og engagerende for eleverne. De enkelte problemstillinger gennemgås fagligt med ideer til introduktionssamtale med eleverne og perspektiver på elevernes besvarelser. Om eleverne så opfatter bogens problemstillinger meningsfulde og engagerende, er jeg usikker på. Jeg savner børnenes perspektiv af, hvilke problemer de opfatter som nærværende og engagerende.
Jeg vil ikke desto mindre anbefale bogen som faglig fordybelse for matematiklærere i grundskolen og bogen bør have plads på skolen fagbibliotek. Bogens styrke er dens praktiske tilgang med idéer til, hvordan der kan arbejdes med problembehandling i undervisningen.
Opgør med kedelige matematikbøger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.