(arkivfoto)
(arkivfoto)

Nationalt matematikcenter oprettet for at styrke børns matematik-evner

Et nationalt center for udvikling af matematikundervisning skal have til huse på DPU og skal bidrage til at styrke matematikdidaktikken hele vejen fra dagtilbud og grundskole til pædagog- og læreruddannelse. Centret åbner i 2020.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det nye nationale center for matematikundervisning oprettes i et konsortium af professionshøjskolen Via, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Københavns Universitet og Københavns Professionshøjskole. Formålet med centret er at styrke kvaliteten af matematikundervisning. Centret skal udvikle, indsamle og formidle viden inden for matematikundervisning, ligesom det skal sikre et samarbejde mellem danske udviklings- og forskningsmiljøer.

Centret oprettes af Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Undervisningsministeriet skriver, at centret vil blive bedt om at løfte en række konkrete opgaver såsom de 0-6-åriges grundlæggende matematiske dannelse og kvaliteten i matematikundervisningen på alle uddannelsesniveauer. Der vil være fokus på børn med matematikvanskeligheder og talblindhed, på overgangsproblematikker mellem uddannelsesniveauerne og løbende udvikling og vedligeholdelse af kompetencerne hos det pædagogiske personale, lærere og undervisere.

Ministerierne har afsat 25 millioner kroner til oprettelse og drift af centret fra i år og frem til 2023.

Centret skal arbejde med formidling og netværk. Her skal centret inspirere uddannelsesinstitutionerne i det pædagogiske arbejde med matematisk dannelse af eleverne og formidle viden, der er relevant til alle undervisere.

Det nationale center skal støtte eksisterende netværk i de danske matematikmiljøer fra dagtilbud, grundskole, gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser. Desuden skal det bidrage til oprettelse af nye netværk og skabe internationale forbindelser til nordiske og internationale netværk.

Læs mere

Mere om det nationale center (pdf)

Powered by Labrador CMS