Dér hvor denne bog er rigtig interessant, er i kapitlerne om leg og musikalsk improvisation. I disse afsnit kan de fleste musiklærere formentlig blive klogere og få "skubbet" lidt til egen praksis.
Forfatterne argumenterer, afdækker, definerer og redefinerer meget fornuftigt, og på en måde som giver stof til eftertanke - i deres eget ordvalg - dialektikken mellem stoffet og barnets intuitive væren og måde at gå til verden på; spændingsfeltet mellem det autoritative og det autentiske. Her findes en grundig diskussion af et udvidet legebegreb og af begrebet improvisation i elementær musikpædagogik, blandt andet sammenholdt med begreberne "elementar" og "improvisation" i en mere bevidst, kunstnerisk forståelse og tradition.
Men de to forfattere går mange omveje i bestræbelserne på at præsentere deres syn på legende musikalsk samvær med børn. Nogle af disse finder jeg decideret unødvendige. Hvorfor skal vi egentlig omkring, hvad Dalcroze og Bernhard Christensen sagde, mente og gjorde - og hvad andre mener om dem - når forfatterne overvejende finder deres synspunkter utilstrækkelige og i enkelte tilfælde endda decideret ubrugelige?
De empiriske afsnit fra musikundervisningen på Fyn, en dokumentation af et længere FoKu-projekt, tilfører i mine øjne ikke nævneværdigt nyt til de foregående kapitler, men konkretiserer naturligvis og kan dermed være en "øjeåbner", være et nyt perspektiv på egen undervisning. Og det er som oftest en ikke uvæsentlig kilde til udvikling.
Det legende musikalske samvær med små børn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.