"Det er mig, man ringer til, når der ikke er flere skud i bøssen"

”Det er mig, man ringer til, når der ikke er flere skud i bøssen”.

Sådan siger psykolog og tidligere lærer Rasmus Alenkær, når han skal beskrive, hvad han laver til dagligt.

Rasmus Alenkær har specialiseret sig i at skabe arbejdsro og bedre deltagelsesmuligheder i skoleklasser. Og når han ikke holder foredrag eller skriver bøger, er han ude på skoler, hvor han arbejder direkte med elever og lærere i klassen og ganske enkelt hjælper med at skabe ro.

Typisk i de klasser, ”hvor forstyrrende uro er særligt markant”, som han siger.

Cirka 50 dage om året står han i et klasselokale, og siden 2019 har han været i 119 klasser på 45 forskellige skoler, fortæller psykologen. I dag udkommer hans anden bog om, hvordan man bekæmper uro i skolen.

Bogen bygger på de seneste seks års erfaringer fra klasselokalet og cirkulerer omkring begrebet værtskab, som han folder ud som en teori og en tilgang, der altså “er opstået på gulvet”, som han siger.

Børn har i dag ikke blik for fællesskabet

Når Rasmus Alenkær bliver kaldt ud på en skole med problemer med en urolig klasse eller årgang, er det omtrent de samme ting, der går igen hver gang. På tværs af geografi og socioøkonomiske skel, fortæller han.

”Børn i dag har generelt svært ved at have opmærksomhed på, at der er andre end dem selv til stede i lokalet. Det er simpelthen så almindeligt, at børn ikke har blik for hinanden og for fællesskabet,” siger Rasmus Alenkær.

Han oplever ikke, at der er tale om “en hel generation af opmærksomhedsforstyrrende børn”, understreger han.

“Men mit indtryk er, at der er en klar forværring, og at dem, der er udfordrede, er noget mere udfordrede end tidligere.”

Da Folkeskolen taler med ham, er han på vej hjem efter en dag i en urolig 3. klasse i Jylland, der minder om mange af de klasser, han ellers møder landet over.

”Mange af børnene var relativt velfungerende, men cirka halvdelen havde ikke helt opmærksomhed på, at lige nu var det egentlig deres lærere, der skulle sige noget, og at deres opgave faktisk var at være opmærksom på, at de ikke selv sagde noget,” siger Rasmus Alenkær.

Derfor går det galt

Lærere har alle dage skulle klæde eleverne på til at færdes i skolens fællesskab. Det er ikke nyt, understreger Rasmus Alenkær, men alligevel lader opgaven til at være sværere end tidligere.

Når han gennemgår noterne fra sine mange besøg i urolige klasser og reflekterer over paradokset, dukker især to forklaringer op.

For det første kan niveauet for klasseledelse og de forventninger og krav, som eleverne møder i løbet af dagen, være svingende, påpeger han.

I urolige klasser lykkes de stærkeste lærere ind imellem med at fastholde elevernes opmærksomhed på det faglige ved at holde eleverne i stram snor og fastholde en stram ydre styring.

“Men eleverne vænner sig samtidigt til, at fællesskabet fungerer godt, når der er en stærk leder i klassen i form af læreren. Og når de så skal arbejde selvstændigt eller i en gruppe med en opgave, har de ikke nødvendigvis blik for, hvordan fællesskabet fungerer. Simpelthen fordi de er vant til, at der bliver sagt 'sssch', 'kig lige herop' eller 'sæt dig lige ned',” forklarer han.

Når klassen senere på dagen har vikar, holder pause eller har en af de faglærere, de ikke ser så tit, så opstår uroen typisk, fordi der mangler den velkendte ledelse og struktur.

”Og ikke nok med, at det typisk går voldsomt for sig i klassen, når de stærke lærere ikke er der: Dét, der sker i de andre lektioner, fylder i stigende grad også i de stærke læreres undervisning,” forklarer Rasmus Alenkær.

Dermed får selv de stærke lærere, der kender klassen godt, svært ved at skabe ro i undervisningen, forklarer psykologen.

Inklusion er den anden forklaring, der ofte ligger bag uroen i de klasser, som Rasmus Alenkær møder.

”Det er ikke usædvanligt, at der sidder børn med markante særlige behov i de her klasser. Næsten ligegyldig, hvor dygtig eller struktureret en lærer man er, kan man ikke løse udfordringer med deltagelse og uro alene. Men ofte kan lærerne ikke få hjælpen på grund af begrænset økonomi, eller fordi man på kommunalt niveau har besluttet sig for at have et særligt børnesyn, der i realiteten nedtoner det problematiske i forstyrrende uro," siger psykologen.

Løsningen er “provokerende simpel”

Løsningen er temmelig simpel, mener Rasmus Alenkær.

"Faktisk så simpel, at det kan være provokerende, når man hører om det,” siger han.

Skolen og lærerne skal insistere på reglerne, rammerne og alt det, der skaber et velfungerende læringsfællesskab.

“Det hjælper på uroen, når eleverne oplever, at de kan regne med de aftaler, vi laver med hinanden. Det nytter for eksempel ikke noget, at lærerne ser igennem fingre med, at eleverne kommer for sent til timen, hvis de har aftalt, at timen starter kl. 10,” siger han.

Når han overtager en klasse, bliver døren til klassen derfor lukket, når timen starter. Ude på gangen er det ikke ualmindeligt, at ledelsen tager imod de elever, der kommer for sent til timen. Her får de en snak om, hvordan det kan være, at eleverne kommer for sent, og om hvad der skal til for, at de kommer til tiden næste gang, forklarer Rasmus Alenkær.

Inde i klassen handler det om at få eleverne til at forstå de grundlæggende betingelser for, at et fællesskab kan fungere.

”I de klasser, der er udfordrede, der skal man være ekstremt konkret. Vi skal øve os i at have munden lukket, sidde stille med kroppen og have næsen den rigtige vej. Og lærerne skal blive i det. De skal stoppe undervisningen, når det halter igen efter to minutter, og de skal blive ved med at øve og øve og øve,” siger Rasmus Alenkær.

”Så kan det godt være, at nogle af eleverne eller lærerne selv siger, skal vi ikke snart i gang med undervisningen? Men dér er svaret: 'Vi er i gang. Vi er ved at øve vores fokus. Det der matematik, det kan I allerede, men til gengæld har nogen i klassen stadig svært ved at gå ind i klasselokalet uden at råbe eller smække med døren”,' siger han.

“Vi har to opgaver”

Ifølge psykologen og den tidligere lærer har mange af de her klasser, "det som man i gamle dage ville kalde for disciplinære problemer, som simpelthen ikke bliver håndteret.”

Titlen på hans nye bog er “Vi har to opgaver”. Hovedbudskabet til både lærere, skoleledere, forældre og elever er nemlig det samme. Opgaven med at lære eleverne at være i fællesskaber skal prioriteres højere, intensiveres mere og koordineres bedre.

En opgave, der på mange niveauer har det med at blive overskygget af et generelt fokus på skolens faglige formål, forklarer han.

“Jeg ser, at der er en fagfaglig ambition ude i klasserne. Fokus er på, at nu skal vi lave matematik, og at eleverne derfor skal sidde stille, så vi kan lave det her matematik. Den ambition kan jeg godt lide, at lærerne har. Eleverne går også til matematikundervisning med en forventning om, at det gør man for at lære noget om matematik, og når man skal være stille, så er det for, at det skal være muligt,” siger han og fortsætter,

“Men man går jo ikke kun i skole for at tilegne sig nogle fagfaglige kundskaber. Man går også i skole for at lære, hvordan man er en del af et demokrati, et fællesskab og for at blive fuld af virkelyst. Og det er de formål, jeg ikke altid kan få øje på,” siger han.

Her er ledelsens opgave

I Rasmus Alenkærs terminologi skal lærerne tage rollen på sig som vært, der viser eleverne, hvordan man navigerer i fællesskabet. Og i bogen udfolder han, hvordan eleverne og forældrene har en opgave som medværter, der hjælper med at opretholde og overholde fællesskabets regler.

Skolens ledelse står for det strukturelle værtskab ved for eksempel at sørge for, at mål, rammer og rutiner er forudsigelige og gennemgående på hele skolen.

Det er også ledelsens opgave at sørge for, at både nye og gamle lærere, vikarer og forældre kender til rammerne og er indforståede med, at de skal følges.

Alt behøver ikke at være så kompliceret

Rasmus Alenkærs bog rummer konkrete metoder og eksempler, som kan bruges på skoler og andre uddannelser. Men den er samtidig et oplæg til refleksion over skolens formål og et forsøg på at få ”diskussionen om skolen tættere på virkeligheden”, som han siger.  

Den offentlige debat om skolen handler alt for ofte om ekstremer og idealer, oplever Rasmus Alenkær. En debat, han karakteriserer som en fløjkrig mellem de voksne og deres politiske og filosofiske idéer om børns nervesystemer eller konsekvenspædagogik.

”Debatten kommer alt for langt væk fra virkeligheden, og det hele bliver lidt noget rod. Hvor ofte er det fx lige, at det er nødvendigt at gribe fysisk ind?,” spørger han retorisk. 

”Hvad nu, hvis det ikke behøver at være så kompliceret? Lige meget hvilken fløj vi tilhører, kan vi jo godt blive enige om, at det er en betingelse for, at vi alle sammen kan være her, at vi ikke taler i munden på hinanden. Og at der kan ikke sidde et barn i 1. klasse og lege med Lego, imens de andre skal sidde og koncentrere sig,” siger Rasmus Alenkær.

Han håber, at bogen kan være med til at sende debatten i en mere jordnær retning.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik det derned, hvor vi i stedet for at holde udvalgsmøder og værdisætningsseminarer i stedet bare kunne sige til ungerne: 'Hør her, vi har to opgaver. Den ene er, at vi skal have dansk og øve grammatik. Den anden er, at vi skal være sammen om det her, og det gør vi ved at være opmærksomme på, at vi er 22 mennesker, der skal være her'.”