Det diagnosticerede liv

Bogens kapitler er skrevet af forskellige forfattere, og Svend Brinkmann har som redaktør også skrevet indledning og afslutning og tegner på den måde bogen, som er i to dele: En almen del om sygdom, sundhed og patologisering og en om udvalgte tilstande, som tidligere ikke nødvendigvis blev betragtet som sygelige, blandt andet tristhed, uro og fedme.

Sundhed beskrives som den nye overordnede værdi i de vestlige samfund, samtidig med at der er sket en udvidelse af sygdomsbegrebet. Patologisering betyder, at noget, der tidligere blev opfattet som et almindeligt menneskeligt problem, er gjort til en sygdom, der kræver behandling.Bogen indeholder mange tankevækkende problemstillinger.

". det er netop pointen med denne bog, at de lette svars tid er forbi", skriver redaktøren som afslutning. Men det synes ikke at være tilfældet, når han diagnosticerer tidens tendenser og problemer. Fra mølposen plukkes enkelte groteske eksempler på diagnoser, som ingen kunne finde på at forsvare i dag.Diagnoser betragtes åbenbart enten som domme, eller også bagatelliseres de som sygeliggøren. Det gælder Brinkmanns opfattelse af skizofreni som en psykisk sygdom, mens han afviser PTSD.

Måske er det ukendskab til, at andre psykiske eller legemlige lidelser oftest indeholder mere diffuse symptomer, som isoleret set kan være banale og isoleret ikke er sygdom, men som sammen med andre symptomer bliver sygdom.Jeg savner, at Brinkmann forholder sig til det samfund, vi lever i nu. Det gælder for eksempel, at sundhedsdyrkelsen også indeholder begrebet sygdomsforebyggelse, som er på vej til at blive sparet væk, at der er en stigende fattigdom, og at man bliver syg af at bo i et asylcenter. Hvad vil Brinkmann kalde disse fænomener? Jeg gætter på, at det som i de gode gamle dage kunne blive: selvforskyldt ulykke.