Det diagnosticerede barn - en indlæringsmæssig taber?

Oplever lærerne i den inkluderende skole, at diagnoser ikke er et hjælpemiddel, men en udviklingsmæssig møllesten om barnets hals?

Det er spørgsmålet i denne spændende, korte bog om den stigende tendens til at diagnosticere børn og unge. Forfatteren er kritisk indstillet over for biomedicinske diagnoser og har fagligt udgangspunkt i systemteoretisk tænkning, der inddrager kontekstfaktorer som sociale forhold og skolefællesskabet og fokuserer på en cirkulær, nutidsorienteret årsagsforståelse.

Bogen indledes med et kort rids af diagnosticeringens historie fra kategorisering af afvigende psykisk adfærd i 1880'erne med udgangspunkt i hospitalernes behov for at registrere ydelser, til det 100 år senere blev overtaget af forskere og klinikerne, psykologer og specialpædagoger med behov for specifikke behandlingsmanualer.

Diagnosesystemerne ICD og DMS er de mest anvendte -  de fornyes jævnligt. Historisk er der sket en kolossal vækst i kategorierne, nu findes over 200. Og diagnosticering spreder sig til børn/unge, der tidligere var diagnosefredet under 15 år.

Det danske specialpædagogiske hjælpetilbud har traditionelt taget udgangspunkt i diagnoseorienteret specialundervisning og en udbredt testkultur. Diagnosemanualer fokuserer på individets afvigende symptomadfærd i forhold til konstrueret normalitet. Udgangspunktet er individet uden at medinddrage sociale, relationelle faktorer. En biomedicinsk forståelsesramme - hvor afvigelse ligestilles med somatisk sygdom.

Konsekvensen er stempling af barnet med risiko for stigmatisering og lavt selvværd. Det bliver tit opslugt af diagnosen, og omverdenens syn på barnet ændres med fokus på svaghed. Dertil kommer udbredt medicinering – med bivirkninger og usikkerhed om langtidseffekten.

Alternativet til diagnosefastlåsning findes i systemisk tænkning, som satser på skolefællesskab, interaktion og kontekst - på styrker og resurser. Bogen bringer enkelte praktiske eksempler på anvendelse af dette indlæringsmæssige fokus.

Jeg savner en diskussion af, hvorvidt diagnosticering altid er negativt, og at den ofte er nødvendig for at udløse ekstra resurser til skæve børn, der lider.