Det danske dilemma / Forsvar for nationalstaten

To meget forskellige debatbøger sætter fokus på danskeres muligheder i fremtiden

Med »Det danske dilemma« slår Hans Kornø Rasmussen sin egen rekord i fornem formidling af kompliceret stof. Han insisterer på, at vi skal forholde os til de faktiske forhold. Det er ikke nok at mene noget om indvandring og EU. Udviklingen skal analyseres, og så skal vi tage konsekvenserne af det, vi ser. Både venstre- og højrefløjen har i årtier optrådt, som om fordele og ulemper ved internationaliseringen er et tagselvbord på en dansk kro, og de fleste partier midtimellem har fastholdt, at vi er herre i eget stråtækt hus, skriver Kornø. Men nu kommer regningen. Han spår Dansk Folkeparti en gylden fremtid, fordi det er modstander af både EU og indvandring. Partiets politik hænger sammen. Ikke nødvendigvis med virkeligheden, men med den opfattelse, at danskheden er truet udefra af både EU og de fremmede.

Men kommer truslerne egentlig fra EU og indvandringen, spørger Kornø. Er det ikke lige omvendt? At deltagelse i et større internationalt fællesskab er betingelsen for, at danskheden kan leve sit eget liv. Måske er indvandring en betingelse for, at danskheden kan overleve. Den slags spørgsmål kan der ikke gives »rigtige« svar på, for historien viser aldrig sit alternativ. Og de »sikre« svar, der alligevel gives, har altid en umiskendelig politisk religiøs klang. Men det må ikke gøre området til tabu, for virkeligheden bevæger sig hele tiden. Hans Kornø giver solide, dokumenterede og velargumenterede afsæt til de diskussioner, der skal føres.

Læs bogens forord og kapitel tre, »Presset på Europa«, på folkeskolen.dk

Ralf Pittelkows bog, »Forsvar for nationalstaten«, har ligesom Kornøs et fornemt noteapparat. Men det er påfaldende, at Pittelkow ikke henviser til én eneste af Søren Krarups bøger, for en del af tankegodset er fælles. Men hvor Krarup taler om det folkelige, danske, kristne fællesskab, insisterer Pittelkow på, at den folkelige tradition med »en bestemt nations historie, sprog, religion, myter, erfaringer, værdier, kulturmønstre, livsformer og politiske traditioner« skal forbindes med oplysningstraditionen, som understreger pluralisme, demokrati og individets fundamentale rettigheder. De to traditioner hænger stadig sammen i Danmark. Men væsentlig mindre konfliktfyldt end før, argumenterer Pittelkow. Hvis borgerne skal acceptere love og regler, må de opleve sig som en del af et forpligtende fællesskab. Og en række af de normer og værdier, der skal sikre samfundets sammenhængskraft, er både uskrevne og underforståede. Den argumentation foldes grundigt ud. Men hovedprojektet med at gøre danskheden, den danske nation, til noget nærmest naturgroet og ældre end Jelling-stenene knirker. Det er som et regnestykke, hvor facit er kendt, og hvor han så skal »dokumentere« mellemregningerne bagefter. Et enkelt eksempel: Skoleloven af 1814 illustrerer, hvordan det ikke var staten, der gennemførte forandringerne. Man indførte ikke skolepligt, men undervisningspligt. »Folk måtte selv finde ud af, hvordan undervisningen skulle foregå. Den folkelige tradition viste sin styrke«, skriver Pittelkow. Det er en gang historisk vrøvl. 1814-loven var i den grad et topstyret initiativ. Men man kan sige, at skoleloven var med til at berede den senere grundlov. Den var med til at skabe forudsætningerne for det senere folkelige fællesskab. Men sådan argumenterer Pittelkow ikke.

I et fyldigt afsnit, »Indvandringen og nationalstatens fremtid«, får Pittelkow peget på en række store problemer med den manglende integration af indvandrere. Jeg kunne have ønsket mig, at han også havde diskuteret, hvordan de danske danskere kan yde deres til at få integrationen til at lykkes. Det er fraværende. Men det skal ikke fjerne fokus fra, at Pittelkow peger på væsentlige problemstillinger.