Derfra vor verden går - Skoleminder gennem 60 år

I 'Derfra vor verden går' fortæller 22 danskere, mænd og kvinder, om deres skoletid. Det er lige fra professorsønnen til drengen, som voksede op i en 1 1/2-værelses-lejlighed i Brønshøj. De 22 bidrag spænder over skoleminder, tekster, som fabulerer over erindringen, til en blanding af erindringer og pædagogiske læresætninger. Tanken bag ved projektet er ganske sympatisk. Ole Pedersen vil skabe respekt om skolen og dens lærere ved at samle erindringer om lærere, som har gjort en positiv forskel i deres elevers liv. Problemet er blot, at de 22 erindringer kun delvis kan leve op til dette krav. Det er unægtelig meget tankevækkende. Især før 1950 er de negative og voldelige - grænsende til børnemishandlende - erindringer i flertal. Efter 1950 ser billedet mere broget ud, vi møder nu lærere, som kan le sammen med eleverne, som praktiserer nye pædagogiske metoder, og som lader eleverne opleve, at også læreren er et menneske med sorger og glæder.

På trods af disse forskelle er bogens røde tråd, at de lærere, som huskes positivt, var de lærere, som kunne fortælle og beånde, som kunne deres stof, og som kunne anspore elevernes nysgerrighed. Uanset, det drejede sig om haletudser eller om Danmarkshistorien.

Var bogen blevet strammere redigeret, således at bidragyderne havde holdt sig til opdraget, kunne den have fået status af grundbog på læreruddannelsen. Som den ligger nu, er den svær at blive klog på, men enkelte af bidragene er bestemt interessante for deres beskrivelser af det 20. århundredes lærere, men også fordi de vidner om, hvor sanselig vores erindringer om skolen er. Lugten af skolen - fra fernis til ostemadder - varmen, kedsomheden, gråden og mobning synes at have sat sig mere manifeste spor, end det lærerne forsøgte at lære eleverne.