Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

Der er kommet en komet

Klik for at skrive manchettekst.

Jens Raahauge
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:21

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Ti af Nordens gedigne forfattere og illustratorer har sammen givet ord og billeder til denne nordiske digtbilledbog, der nok skal kunne slå krøller i både ører og øje, på både fornuft og sjæl på de 10-12-årige læsere eller tilhørere.

De ti forfatter/illustrator-par er Lotta Olsson Anderberg/Eva Lindström og Barbro Lind-gren/Eva Eriksson fra Sverige, Eva Jensen/Gry Moursund og Finn Øglænd/Inger Lise Belsvik fra Norge, Thórarinn Eldjárn/Sigrún Eldjárn fra Island, Alexandur Kristiansen/Edward Fuglø fra Færøerne og Kirsten Hammann/Dorte Karrebæk og Hanne Kvist/Hanne Kvist fra Danmark, hvis bidrag alle er nylavede til denne antologi.

I hvert nordisk land har man valgt at udgive alle digtene på landets eget sprog; hos os får vi altså en nordisk antologi på dansk; de andre sprogs digte er gendigtet af Knud Erik Pedersen. Hver forfatter har imidlertid også fået et af sine digte trykt på originalsproget, ligesom der bag i bogen er lagt en cd, hvorpå forfatterne læser op på deres eget sprog.

Dette giver mulighed for at arbejde danskfagligt med lyrikantologien, for at lægge en sti ud i danskundervisningens mest ujævnt opdyrkede land: undervisningen i norsk og svensk, samt for at gå på sproghistorisk genkendelsesjagt i islandske og færøske ord og synke hen i beundring af finnerne, som kan forstå finsk.

Ergo giver bogens tekster og billeder mange og facetterede muligheder til underviseren, som givetvis vil have eleverne med sig i de lige så facetterede universer, der skabes i digtene og billederne.

Dyr, natur og følelser er topscorere, når nordiske forfattere digter for børn. Men også gode hvad nu hvis-tænkninger, hvor det kendte stilles på hovedet, er repræsenteret.

Det kan nok ægge en og anden at finde ud af, at man kan have en lektie for, der viser sig at kunne gå selv, eller at det kan være praktisk at tale udenlandsk med sit uhyre, når indholdet er hemmeligt.

Jo, her er poesi, så både tanker og følelser får ord og billeder at gå på, her er en tekst- og cd-sprække til et første kig ind i de nordiske sprogs verden en nordisk aperitif, som ikke i sig selv berettiger til at sætte kryds ved nabosprogene i trinmålenes tjekliste, men som bør kunne åbne ører for, at man både kan lytte til og forstå norsk og svensk, og at man faktisk kan forstå dansk sprog bedre, sjovere og dybere, når man har nogle sprogsøskende at sammenligne det med.

I forlaget Forums pressemeddelelse slås der til lyd for, at vi inddrager det nordiske aspekt for at modvirke den »forfladning« og »standardisering«, som vort sprog i dag er udsat for, blandt andet via påvirkninger fra massemedier og engelsk.

Selv om jeg selv vælger at benytte det gode gamle begreb »forfladigelse« frem for nyskabelsen »forfladning«, så vil jeg tilslutte mig forlagets formål med bogen: at arbejde med sammenligninger mellem nært beslægtede sprog vil bidrage til at facettere og nuancere ens eget sprog, og det vil i sidste ende bidrage til, at alle livsytringer, også massemedier og engelsk, kan berige vort eget modersmål.

Derfor er det at anvende undervisningstid på den nordiske dimension ikke bare pligt eller helt ude i hampen, og derfor må denne billedbogs hvert eneste digt findes helt inde i lyset på rampen i 2. til 5. klasse.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Der er kommet en komet

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS