Der er et yndigt …

Hvor meget siger nationalsangens tekst nutidens skoleelever? Tja, teksten forbinder de nok ikke så meget med. Den er jo også fra et nutidssynspunkt sær. Hvem siger længere yndig, hvem kender bøjningsformen salten, og hvem ved, hvad østerstrand betyder? Der er heller ikke mange, der forbinder noget med Freja og da slet ikke med hendes sal. Harniskklædte kæmper kan selv elevernes lærere have problemer med, ligesom med navneordet men (fjenders men). Men det er jo kun sproglige detaljer. Som litterært kunstværk er nationalsangen ikke på højde med mange andre fædrelandssange, den er blandt den fremragende lyriker Oehlenschlägers svagere tekster, og den når slet ikke op på det niveau, man finder i H.C. Andersens I Danmark er jeg født.

Alligevel er Arne Melchiors forslag om at udskifte den betænkeligt. Originalt er det heller ikke. Allerede min gamle dansklærer fra 1950erne, Nanna Eldrup fra Grenaa Vestre Skole, betroede os børn i 5. klasse, at Andersens tekst var bedst. Og dengang var det sjældent, at dansklærere afstod fra rollen som ambassadør for de kanoniserede tekster.

Men altså: En rituel tekst er mere end summen af sine ord. Børn og voksne synger med glæde med på sange, hvis litterære kvalitet er jævn, og hvis tekster rummer uforståelige ord vel at mærke hvis disse sange er ritualiserede. Børn er glade for »Det kimer nu til julefest«, selv om de ikke forbinder noget med patriarker og slet ikke kender deres håb, og selv om hverken de eller de voksne ved, hvad der ligger i miskundhed. Man bæres under sangene på en bølge, der holdes oppe af melodien, enkelte signalord og traditionen.

Vi synger også alle med på den rituelle fødselsdagssang, selv om den er rædselsfuld og slet ikke passer til voksne mennesker. Til en firsårsfødselsdag sang alle med på »og når han hjem fra skole går …« »og hjemme venter mor og far …«. Måske ikke helt i overensstemmelse med de faktiske livsvilkår. Men alligevel: Hvis et ritual er stærkt nok, ophæves alle de normale smagsnormer. Vi kan, uden at være krigsliderlige, synge med begejstring om, at »gotens hjælm og hjerne brast«, for det drejer sig om noget helt andet: at mobilisere følelser og etablere kulturel kontinuitet.

Derfor kan vi godt leve med »Der er et yndigt land«, og det er traditionelt den, der står bedst til Grøn Tuborg, i Parken såvel som andre steder.