"Den Væredygtige underviser" vil vise, hvordan lærere kan bevare nærvær

 ”Hvor vidunderligt er det, at ingen behøver at vente et øjeblik, før de begynder at forbedre verden”. Citatet er trykt i bogen ”Den væredygtige underviser”. 

Det stammer fra Anne Franks dagbog og indrammer på smukkeste vis, hvad denne selvhjælpsbog til alle lærere og pædagoger vil fortælle os.

Samtidigt bliver vi spurgt: Hvor dygtig er du til at være? Hvor dygtig er du til at være dig selv? Hvor dygtig er du til at være i din krop? Hvor dygtig er du til at være i verden?

Bogen indledes med redskaber til at kende sig selv bedre, end man gjorde i forvejen, så vi har et fundament at stå på. Dernæst skal vi have kortlagt vore behov og lære hvor vigtigt det er at få en god søvn og at lave ingenting. Næste spørgsmål er så: Har du som lærer og pædagog glemt dig selv i dit vigtige arbejde med at danne og uddanne vores børn og unge?

Hvordan får vi os øget vores 'væredygtighed' i fagligheden, på det personlige plan og i livet generelt? Bogens svar er, at vi skal arbejde på at tage vare på vores egen omsorg først, og så skal vi sammen med ledelsen og kollegaer finde personlige og professionelle strategier og handleplaner, så de valg, der træffes, sætter sit aftryk på udførelsen af kerneydelserne.

Ja, nogle gange er det lidt svært at følge med i handelsskolesproget og ofte har jeg det svært med selvhjælpsbøger og ledelsesmanualer, der vil have os til at acceptere, at hamsterhjulet ruller hurtigere og hurtigere. Alle advarselslamperne blinkede, da jeg læste bogen. Forfatteren er skoleleder og underviser i ledelse og det kan mærkes. Men når det så er sagt, så har vi også brug for overskuelige bøger, der guider til, hvordan vi husker at få holdt vores pauser og at huske på, at de nærmeste er ikke kun de børn, vi har ansvaret for i skolen, men også de børn, vi har der hjemme - og at vi har en ægtefælle, som vi ikke skal glemme i al den effektivisering, et moderne familieliv kræver.

Det er et krævende job at være lærer og pædagog, og det personlige lederskab er vores personlige livsopgave, fordi forandringer sker, når det bliver din opgave at være forandringsleder. Og så har jeg en lille bøn formuleret som et spørgsmål: Hvornår bliver der tid, rum og mulighed for, at både elever og lærere kan få ro til at være sammen om alt det, der er vigtigt? Mindre klassekvotienter og mere tid til lærernes forberedelse – så de også kan få tid til ro og fordybelse.