Den tværprofessionelle praktiker

Det faglige genstandsfelt med udsatte børn og unge drejer sig om meget komplekse processer, der løbende foregår på alle niveauer af den tværprofessionelle praksis. Derfor må vi blive bedre til at samarbejde på tværs med både pædagoger, lærere, socialrådgivere, uddannelsesvejledere, SSP-folk (skole, socialrådgivning, politi), læger og psykologer, hvis vi skal opnå de bedst tænkelige resultater.

Udviklingskompasset og Børnelinealen er nogle af de redskaber, som vi professionelle bruger til at skabe et overblik og et fælles sprog med professionelle fra andre faglige kulturer. Jeg har selv arbejdet med begge dele og har skrevet indberetninger til de sociale myndigheder om børn og unge, der havde brug for større omsorg, de såkaldte "bekymrings­børn".

Det er opslidende at arbejde med mennesker, der ikke trives, og selvom regeringen og nyhedsmedierne hele tiden fokuserer på, at vi lærere i gennemsnit kun underviser 14,2 timer om ugen og ellers er ved at møde os ihjel, så er det vigtigt, at vi både får tiden til den tværprofessi­onelle dialog, dialog med kolleger og kommer på de relevante efteruddannelseskurser.

Det handler jo om mennesker, og det er vigtigt, at vi kender både børnene, deres forældre, pædagoger, sagsbehandlere med videre. Vi skal også vide noget om, hvad det er for problemer, forældrene har, så de kan blive hjulpet til at være kompetente forældre. Vi må hele vejen rundt om problemerne og lære at se på de menneskelige og faglige resurser hos hinanden fra forskellige steder i "systemerne". Det er vi nødt til at blive bedre til, hvis det socialt forebyggende arbejde med udsatte børn og unge skal lykkes i praksis.

Grundsynet i bogen er, at ikke alene tværprofessionalitet er nødvendigt i enhver form for pædagogisk arbejde i det senmoderne samfund, vi er også nødt til at kunne rumme de andre professionelle og se det tværprofessionelle samarbejde som en udviklingsmulighed - både fagligt og menneskeligt. Ved mødet med den anden bliver vi bevidste om vor egen faglighed og om menneskelige styrker og svagheder. Vi skal lære, at selv om den anden kender barnet eller den unge på en anden måde, end vi gør, så kan den anden også have ret, og vi kan opnå større dybder og nuancer i den hjælp og støtte, som vi kan give "bekymringsbørnene".

Bogen er meget velegnet til studiegrupper, efteruddannelser, teamsamarbejder og på de forskellige seminarier, sociale højskoler, sygeplejeskoler med videre. Der gås nemlig grundigt til værks med begrebsudredning inden for de sociologiske, kulturteoretiske, pædagogiske, organisatoriske og didaktiske perspektiver på tværprofessionelt arbejde.   

Afslutningsvis må jeg også sige, at jeg selv er blevet en del klogere på, hvorfor der nogle gange sker misforståelser, når personsager flyttes fra skolen, skolefritidsordningen, børnehaven og over i socialforsorg, specialundervisning og psykiatrien. Vi skal hver især blive bedre til at kunne argumentere for, anvise og udvikle nye måder at løse samfundets problemer på - i samarbejde med andre.