Den største gave

Alle skolebørn kender de hellige tre konger, som ofrede guld, røgelse og myrra til det nyfødte Jesus-barn. Disse tre kloge astrologer har hver fået en dag opkaldt efter sig, de optræder i utallige krybbespil, og de har fået versefødder at gå på af Johannes Møllehave.

Mindre kendt er den fjerde vismand, Zarathustra-tilhængeren Artaban, som også så stjernen og drog af sted for at ofre tre ædelsten. Artaban kommer for sent til at følges med de andre tre, fordi han standser op for at hjælpe en dødssyg mand.

Han må derfor købe sin egen karavane for den ene af ædelstenene. Og da han når frem til Bethlehem, har Josef-familien taget flugten for Herodes' soldater.

Men den anden af ædelstenene redder han i dette kaos en ung mor og hendes barn. I de næste 30 år rejser han rundt i søgen efter kongen, og overalt møder han nødlidende, som han hjælper uden skelen til deres herkomst. Påskedag når han til Jerusalem, hører om den forestående korsfæstelse, men må bruge sin sidste ædelsten til at redde en ung pige ud af soldaternes vold. En velsignelse strømmer imod ham, og idet han ånder ud, ved han, at han har fundet sin konge.

I smukke og stramme akvareller og i en mundgod tekst skildres denne vismands historie med en hverdagsømhed, som gør Artaban til en højaktuel apostel for menneskeværd og nærhed mellem mennesker.

Denne historie er i sig selv god som historie, men det åbner også for skodderne ind til valget mellem mennesker og mammon, mellem følelser og gustent overlæg.

Den er en gave at have med i undervisningen på alle trin - her på indgangen til følelsernes årti.