En lille og lettilgængelig bog for børn om Australiens oprindelige indbyggere. En af dens kvaliteter er, at forfatteren selv har været på stedet, vestlige Australien, og på første hånd har fået en del af sine oplysninger fra de mennesker, hun beretter om. Bogen handler om en pige og en dreng, som man følger, fra de lever en harmonisk tilværelse i den oprindelige kultur, gennem de traumatiske oplevelser ved mødet med de hvides »civilisation«, for eksempel ved tvangsfjernelse af aboriginernes børn til opdragelse i »hvid kultur«, og til de som voksne søger tilbage til deres rødder og søger at genetablere et bånd til fortiden og egen identitet og integritet. Den godt fortalte historie er illustreret med enkelte smukke farvetegninger og sort-hvide tegninger af vekslende kvalitet.
Det er en fiktiv fortælling med mange autentiske elementer fra kultur, natur, geografi og historie, og den vil således kunne anvendes i flere sammenhænge end ovenfor anført. Desværre sætter den sig også derved mellem to stole, da den ikke umiddelbart vil tone frem, når eleverne skal finde oplysninger om dens emner. Men det er absolut en bog, som det vil være værd at have med som supplement til det mere ordinære materiale.
Den sidste drømmetid
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.