Den oplagte lærermandelgave

Lykken er at have en markant tegner, der kan spidde eller kommentere en situation. Det ved enhver avis- og tidsskriftredaktør. Og de fleste læsere får finurlige øjne og listige læber, når bestemte billeder pludselig toner frem på den indre skærm.

Folkeskolen besidder lykken, fordi Julius uge efter uge leverer et enkelt, velvalgt glimt, et glimt, der altid har læreren i centrum.

Men det er ikke den politisk korrekte lærer, der toner frem af hans pen. Det er hverdagslæreren, som bliver udstillet i al sin godmodige menneskelighed, skrøbelig i kødet og buttet i ånden; læreren, som er gjort af samme stof som eleverne og for den sags skyld forældrene.

De bedste omkring 120 Julius-tegninger fra de seneste 13 år er nu samlet i bogform. De har fået ord med på vejen af Per Fibæk Laursen og Thorkild Thejsen, hvor de til stadighed fornyede krav til skolen og undervisningen ridses op. Og det er faktisk en oplistning, ens tanker kan blive helt centrifugerede af.

Men fortvivl ikke! Julius viser med sine tegninger, at der midt i al den politiske omskiftelighed er en stabil overlevelseskerne i lærerlivet, fordi den danske lærer i den danske skole med de danske elever er så menneskelig.

Spændvidden i bogen illustreres ganske godt af afstanden mellem bagside- og forsidebillede.

På bagsiden står den godmodige gårdvagt i sne til knæene, mens ungerne står i sne til livet. Gårdvagten beretter om, at sneen, da han var barn, lå væsentligt højere og viser den snegrænse, han som barn markerede lige over sin navle. Et smukt billede på molbotræk ved os lærere.

På forsiden er en trind mandlig lærer ved at tage sokker på midt i et raseret soveværelse, mens en barmstruttende kvinde spørger: Var det skolelærer, du sagde, du var?

En kommentar til en undersøgelse, der viser sammenhæng mellem spændende arbejde og spændende sexliv. Og man kan blive i tvivl om, hvorvidt vi er med på en af lærernes elskede ferierejser, om vi oplever opsøgende skole-hjem-samarbejde som det, Holberg antyder, at Per Degn og Nille havde, eller om det måske blot er et reklamespot fra et mindre provinsseminarium, der mangler kunder i butikken.

Under alle omstændigheder er tegningerne pirrende, fordi de på en gang oser af solidaritet og udstilling. De virker som tegnet lige ud af den politisk ukorrekte snak i en krog på lærerværelset og må derfor nødvendigvis være tegnet af en lærer. Enhver anden, der havde forsøgt sig i den stil, ville kunne beskyldes for uvilje over for lærere.

Men netop fordi det fagblad, der hylder den redaktionelle frihed i forhold til sine ejere, hver uge bringer en tegning af Julius, så står den danske lærer stærkt i anden potens.

Det bliver klart og tydeligt ved læsning af denne oplagte og veloplagte lærermandelgave: Den danske lærer er måske ikke altid helt omstillingsparat, selv om de seneste undersøgelser tyder på, at trægheden er en fordom. Men Folkeskolens læserundersøgelser viser, at Julius er in, og at den danske lærer uden forbehold er udstillingsparat. Og udstillingsparat er kun det autentiske menneske.

Køb og nyd derfor bogen nu. Det er jo alligevel en anden, der får mandlen.