OECD har efterhånden en del på samvittigheden i forhold til synspunkter om den danske folkeskole. For et års tid siden blev det angiveligt antydet, at Danmark ikke er så langt fremme i forhold til såkaldt "distributed leadership" – på dansk "delegation af ledelse". Bogen her skal ses som et udtryk for et ønske om at belyse problematikken via praksis og lovgivning.
I ti kapitler byder 11 skolefolk fra forskellige positioner i skoleverdenen ind med bud på emnet. Indlæggene fordeler sig på tre områder: Et retsligt juridisk, et forvaltningsmæssigt og endelig delegation i forhold til skoleniveau.
Med hensyn til sidstnævnte er det ledelsens ansvar at ville delegeringen. Den starter i ledelsesteamet, hvor den skal være eksemplarisk og synlig i forhold til personalet.
Et centralt element i forhold til delegering er spørgsmålet om at skulle stå til regnskab for sine handlinger og resultater. I bogen beskrevet som "accountability-begrebet". Begrebet er knyttet til New public Management: En bevægelse hen imod øget decentralisering følger også et kontrol- eller styringstab fra den delegerendes side. Det betyder for eksempel krav om og behov for virksomhedsplaner, kvalitetsrapporter og brugen af forskellige former for kontrakter.
Man risikerer at tabe skolens brede dannelsesmål af sigte, hvis man reducerer skolens komplekse mål og skolens virksomhed til nogle få kvantitative indikatorer! Delegation må bygge på tillid og være præget af en fortløbende dialog om ideer, fremskridt, vanskeligheder og erfaringer.
Bogen kommer fint rundt om emnet. Delegering i det store perspektiv og ikke mindst i forhold til det nære på skolerne. God til at blive klogere af og til at reflektere over ude på skolerne i forhold til for eksempel at uddelegere opgaver og større ansvar til medarbejderne.
Delegeret ledelse i skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.