Ytringsfrihedens fortrængning af dialogen …

Som lærer har jeg mødt mange mennesker med forskellige religiøse ståsteder, og flere har undret sig og spurgt mig: Hvorfor respekterer I ikke jeres eget ståsted i kristendommen? Tror du ikke, I vil være bedre til at respektere vores forskellige religiøse ståsteder, hvis I respekterer jeres eget?

Dette spørgsmål spidder tidens forringede udgave af faget kristendom. Faget kristendom ment som BÅDE en forståelse af demokratiets, åndsfrihedens og ligeværdets fundering i kulturen OG som indgang til en livsfilosofisk, meningsskabende og trosfunderet mulighed for fordybelse, eftertænksomhed og drøftelser. Altså ikke som forkyndende. Tværtimod bør kristendom ses i lyset af andre religioner og også i lyset af tidens dominerende verdslige fordring.

Tidens verdslige fordring om en instrumentaliserende videns-og kompetencestyring i skole og samfund bør udfordres. Den stadigt stigende stress og depression, ja ligefrem livslede over tidens accelererende hastighed og overfladiske videnstilegnelse, er ved at tage livet af eftertankens og fordybelsens muligheder. Men tiden fordrer det. Så følger man med.

Men måske skal man i stedet for at ligge UNDER for tidens fordring stille krav INDE I tiden. Altså, udfordre tiden ved at spørge, om det er en mulighed at tænke anderledes og mere dybdegående. En formålsorienteret tænkning om, hvor er vi på vej hen? Hvordan genopdager vi menneskelighed?

Dybest set drejer det sig om værdierne godt-ondt, rigtigt-forkert, stort-småt. Vi har et rigt tankegods med i bagagen om værdier og om de store livsspørgsmål. Grundtvig, Kold, Løgstrup og Kierkegaard bør derfor genopdages i fortællingen om uddannelse, fordi de rammer en menneskelig toneart, der bør lyttes til.

Det er selve menneskesynet, det er galt med i fortællingen om den instrumentaliserende videns-og kompetencestyring, hvor udelukkende præstation og produktion er det, der tæller. Vi har brug for en revitalisering af en mere menneskelig fortælling, som har fokus på det enkelte menneskes værdighed og unikhed, og hvor langsommelighed fordybelse og refleksion er i fokus.

Der er med andre ord brug for Grundtvigs menneskesyn udtrykt ved ”Han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”.

Kolds menneskesyn udtrykt ved ”først oplive – så oplyse”.

Løgstrups menneskesyn udtrykt ved den etiske fordring, som fordrer af mennesker, at man skal forholde sig til hinanden.

Kierkegaards menneskesyn udtrykt ved, at man nærværende må gribe tilværelsens øjeblikke, risikere sig selv i eksistensens nøgenhed og springe ud på de 70.000 favne, altså tro.

Med andre ord må man søge et menneskesyn, som rammer tonen i en sang om meningsfuld menneskelighed. Derfor er det nok på tide, vi tager ud at flyve; faktisk skal vi nok turde flyve virkelig højt op i det blå. For dermed at kunne få øje på og genopdage en respekt for egne rødder med skikkelser som Grundtvig, Kold, Løgstrup og Kierkegaard.

Ytringsfrihed står ikke over respekt for, hvad andre mennesker opfatter som meningsfulde ståsteder. Vor tids fordring om accelererende hastighed og overfladisk videnstilegnelse er en kraftig medvirkende årsag til, at vi ikke evner at udvise respektfuldhed over for hinanden men tværtimod anvender sarkasme og ironi og dermed håner andre mennesker. En udvidelse af faget Kristendom vil åbne veje til indlevelse i andres tænkemåde, veje til reflekterende søgen og indsigt. En udvidelse af faget Kristendom vil med andre ord åbne mulighed for DIALOG.