Virkelighedens bondesjæl

Så tror da pokker, at den nye, udelte folkeskole nyder tilslutning i vide kredse. I sit indlæg i Folkeskolen nummer 12 opremser Kai Brøcher en god del af det begrebsapparatur, som jeg mener er nødvendigt at anvende for at kunne gennemskue de ideologiske lænker, et politisk flertal med dets folkeskolelov har lagt befolkningen i. Kai Brøcher og muligvis flere med ham opfatter åbenbart alle begreberne som nogle af mig opfundne 'sære ukvemsord'. Det er måske ogsåårsagen til, at psykolog, cand.pæd.psych. og ekstern censor - om jeg husker ret - Erik Thyge Nielsen ikke finder mine svar 'seriøst formidlende'. Mange af begreberne er ellers i den grad ét med virkeligheden, som 'udsprang de af bondens sjæl'.

Hvis man af ren lydighed mod en lighedsideologi, der vitterlig har sin rod i det rousseauske oplæg til Den franske Revolution, hvor ligheden praktiseredes nok så håndfast, og som senere via marxismen sugede al menneskelighed ud af en halv verden, dynger alle elever uanset evner og forudsætninger ind i samme klasse og samtidig forkynder næsvisheden om, at ingen undervisning kan finde sted uden gennem disse fællesskaber, så kan enhver, der ikke har fået sin dømmekraft inficeret at giftige dunster fra det pædagogiske elfenbenstårn, indse, at skolen er til for at befordre den åndsnivellerende middelmådighed. Og når det kollektivistiske ideal i den grad har bemægtiget sig folkeskolen, at alle med øjne i hovedet kan se, at skolen taber de svage og lader de bogligt stærke hensmægte uden faglige udfordringer, skal man være mere end stærblind for ikke at gennemskue løgnen om det mulige i med lidt differentieret undervisning at tage individuelle hensyn i en optimal undervisningssituation.

At samme undervisningsdifferentiering af ren nød og af hensyn til det ideologiske herredømme er forvandlet fra at være en brugbar metode til en abstraktion af et princip, burde få alarmklokkerne til at ringe hos de fleste med fornuften i behold.

Vagn Madsen

viceskoleinspektør

Brønderslev