Vil vi vove det hele eller overvåge det halve?

Ved Dansklærerforeningens konference om danskfaget i en markedsorienteret skole talte jeg med den livs- og danskkloge Johannes Fibiger fra læreruddannelsen i Silkeborg. Han begræd det beskårne og modulopbyggede danskfag i læreruddannelsen, fordi de studerende der kommer ud som lærere nok ved hvad de har lært, men ikke hvad de ikke har lært.

Det samme kan man sige om de elever der nu kommer færdigheds- og videnskompetente ud af folkeskolen. De ved det de skal lære, men ikke hvad de kunne have lært. MED MINDRE DANSKLÆREREN FÅR TID OG OVERSKUD OG LEDELSESSTØTTE TIL MERE END DET TEST- OG MÅLBARE.

Kulturminister Marianne Jelved har ved flere lejligheder pointeret at det rationelle sprog er det bedst egnede, når man skal beskrive hvordan man når frem til et mål. Men det kunstneriske, æstetiske sprog er det eneste egnede når det drejer sig om at formulere målene. Det rationelle sprog kan beskrive hvad vi skal leve af, det kunstnerisk-æstetiske hvad vi skal leve for.

Set i det lys er det truende, at Undervisningsministeriet har gennemført en forenkling af de Fælles Mål som er baseret på en rationel tænkning: Kun det der kan føre til handling som kan måles, skal indgå i læringsmålene.

Der har ikke været nogen diskussion af de overordnede mål. Og slet ikke ud fra en æstetisk vinkel, for det æstetiske er svært at måle. Faktisk har man blot rettet de eksisterende til, så de harmonerer med overgangen fra undervisningsmål til læringsmål; en slags lovgivning med tilbagevirkende kraft.

De kunstnerisk-æstetiske diskussioner har til formål at opstille mål der vil noget for mennesker. Men Folketingets flertal har valgt alene at opstille fagmål der vil noget med mennesker.

Dette er dybest set udtryk for en reducering af mennesket til at være en resurse for samfundet – en tænkning vi eller troede hørte stater med en anderledes styreform til.

I folkeskoleforliget indgår en anden dimension: en åbning mod samfundets mangfoldighed med museer, kunst, bevægelse, skolehaver og hvad der ellers kan brainstormes af godt i ministeriet. Alle ideerne har kvaliteter, men de svæver som luftskibe, mens de bastante og testbare fagmål er så eksakte og så betydende en del af det skolerne bliver ratet og vurderet på, at de fleste skoler får svært ved at række ud efter luftskibene og få den placeret ligeværdigt i undervisningen.

MEN DET BLIVER DANSKLÆRERNES OPGAVE AT INSISTERE PÅ EN HUMANISTISK BALANCE I DEN FAGLIGE UNDERVISNING. Dette kræver at vi støtter hinanden, optræder i et kollegialt fællesskab.

Den faglige forening er en del af svaret på udfordringen, hvis ikke centrale mål med centralt udvalgte (eksempler på) undervisningsforløb med efterfølgende læringsmål med direkte overførsel til elevplanerne skal blive virkelighed.

Dansklærerforeningen vil arbejde for et alsidigt og nuanceret danskfag der gør det meningsfuldt at være dansklærer og personligt og fagligt udviklende at være elev. Vi er til mere end røv-til-bænk og grydeklare portaler, også i en tid hvor dansklæreren er ramt på forberedelsestiden.

Hvis man vælger den sidste løsning, bliver det meget, meget lettere at være lærer. Og det bliver meget, meget, meget sværere at være stolt af sin profession.

Vælg det danskfaglige netværk der hedder Dansklærerforeningen, så du stolt kan være med til varsomt at vove det usikre hele frem for at overvåge det målbare halve.