Vil vi virkelig overlade seksualundervisningen til pornosider og sociale medier?

Vi er nået til uge sex, og lærernes kalendre er fyldt, klasserne kalder, papirbunker tårner sig op, og den dårlige lærerkaffe holder hjulene nogenlunde i gang. For mig betyder uge sex, at seksualundervisningen typisk kommer for sent, og børnene allerede selv må finde svarene, fordi lærerne mangler tid, redskaber og klare retningslinjer fra ledelse, kommune og politikere.

Jeg har selv set det ske. Uge sex bliver bare til en almindelig uge seks uden seksualundervisning, fordi andre opgaver presser sig på. På teammøder har jeg siddet og set, hvordan seksualundervisningen faldt mellem lærernes stole, alene fordi ingen turde tage snakken, eller fordi skolen ikke havde en plan.

Set fra min stol styrer tilfældigheder og den enkelte lærers mod, hvad børnene lærer om køn, seksualitet og familie så længe, vi ikke har uddannet personale til at varetage spørgsmålene. Resultatet er klart. Seksualundervisningen kommer altid for sent, og jeg spørger mig selv: Kan vi virkelig være bekendt at lade det fortsætte, eller vil vi handle i tide?

Tidslinjen viser mønstret tydeligt. For sent til piger i 1950’erne præventionsråd. For sent i 1970’erne med at flytte seksualundervisning fra privat til samfundsanliggende. For sent til homoseksuelle mænd i 1980’erne, da HIV og aids spredte sig hurtigt. For sent i 1990’erne med penismodeller og kondomforsøg. Og for sent i dag, når børn og unge står alene med spørgsmål om grænser, samtykke og digitale overgreb.

Learning by doing

Seksualundervisningen kommer ofte for sent i forhold til, hvor børnene befinder sig. Mange har allerede erfaringer og kendskab, før undervisningen begynder – hvis den overhovedet begynder. Grundlæggende er problemet det samme som for generationer før. Tavshed og tøven koster, og hvis vi ikke anerkender historien, er vi dømt til at gentage den.

Seksualundervisning er et timeløst fag, og kurset er ikke obligatorisk på læreruddannelsen. Det gør det meget tilfældigt, om en klasse bliver undervist i faget, og hvad kvaliteten af undervisningen er.

Det afhænger for ofte af lærernes mod og faglighed og af de beslutninger, politikere og skoleledelser træffer. Når det overlades til den enkelte lærer, bliver det et lotteri, hvem der får viden, og hvem der lærer gennem forsøg og fejl.

I praksis skaber det et A- og et B-hold. De børn, hvis forældre taler åbent om krop, køn og seksualitet, får redskaber og tryghed. De andre står alene og skal lære reglerne gennem learning by doing. Det er de børn, vi svigter uden god seksualundervisning.

Tordenskjolds soldater

Forældrene kan gøre en forskel. De bør spørge skolens ledelse og lærere, hvordan seksualundervisningen er tilrettelagt, hvilke temauger og oplæg eleverne møder, og om køn, normer og seksualitet indgår i fag som dansk eller i uge sex. På forældremøder bør digital dannelse, grænser og seksualundervisning være faste punkter. Det skaber fælles dialog og ansvar.

Men løsningen kan ikke kun lægges på forældrene. Lærere skal have et reelt kompetenceløft. Undervisning i køn, normer og seksualitet skal være et krav på læreruddannelsen, så lærere kan håndtere elevernes spørgsmål professionelt. 

Seksualundervisningen skal samtidig begynde tidligere og være en fast del af hele skoleforløbet med klare nationale retningslinjer, så børns viden ikke afhænger af den enkelte lærers mod eller erfaring, men bliver et professionelt udgangspunkt.

Det kræver også noget af skoleledelserne, som skal sætte nogle tydelige rammer for seksualundervisningen på deres skoler, så det ikke igen ender med at blive Tordenskjolds soldater, der tager det på sig, mens andre går under radaren.

Vi kan ikke vente længere. Bedre sent end aldrig er ikke godt nok, når det handler om en god seksualundervisning. Hvis vi vil bryde mønstret og ikke i fremtiden skal være bagud, må vi handle i tide. For vil vi virkelig overlade fremtidige generationers seksualundervisning til at sociale medier og pornosider?