Vi udfordres på vigtige principper i DLF og fagbevægelsen

Jeg har mine bekymringer for udviklingen på det generelle område for alle arbejdstagere, men i særdeleshed på underviserområdet, både i forhold til arbejdstid og til løn. EU-henstillinger og EU's styring af den danske arbejdsmarkedspolitik har desværre et formål: en stadig større indblanding i danske løn- og arbejdsmarkedsforhold. I en konkurrenceevnepagt fra 2011 forpligter EU-landene sig på, at lønudviklingen i de respektive lande ikke må skade virksomhedernes konkurrenceevne. Dette gælder selvfølgelig også Danmark. Dette er nok hovedårsagen og en af de bagvedliggende faktorer til den ”nødvendige og ansvarlige” politik, der i disse år rammer hele det offentlige område. Det er formentlig den direkte årsag til den tidligere regerings stramme økonomiske politik – og opgøret med DLF’s centrale arbejdstidsaftale.

Den politik rammer både den centrale kollektive aftalemodel og hele lønpolitikken med ønsket om mere individuel løn. Der er planer om at begrænse aftalemulighederne, forringe lønnen og et ønske om langt højere grad af individuel løn. Vi har set det på statens område med ønsket om individuel resultatløn fra arbejdsgiverside. I starten af året varslede Bjarne Corydon samme ønsker på det kommunale område. Set i lyset heraf forstår man bedre reformens fokus på operative resultatmål og indgrebet i 2013.

Først ønsker man at individualisere arbejdstiden. Nu arbejdes der med planer om at individualisere lønnen ved, at ledere fremover formodentlig skal belønne lærere for en særlig indsats eller ved opnåelse af gode resultater. Det farlige ved denne individualisering af både arbejdstid og løn er i særdeleshed, hvordan de kommer til at påvirke hinanden, – både når det gælder fællesskabet på arbejdspladsen og den kollektive aftaleret. Arbejdsgiverne skal ikke lykkes med denne udvikling, da det er ren gift for en arbejdsplads.

Udviklingen på løn- og arbejdsvilkårområdet udfordrer de frie forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, med andre ord den danske model. Det er ikke en opmuntrende udsigt, men ikke desto mindre må vi forholde os til de kommende udfordringer, og hvordan vi ruster os bedst muligt til at tage disse kampe. Andre fagforeninger aflæser ligeledes arbejdsmarkedspolitikken og gør sig samme tanker som os, og overvejer hvilke løsninger og mandater, der skal til for at sikre arbejdstagerne i fremtiden. Det er formodentlig i det felt, at en sammenlægning af LO og FTF til en ny hovedorganisation er opstået.

LO/FTF-sammenlægningen er kompleks. To vidt forskellige hovedorganisationer, der tænkes lagt sammen og hvor står vi i det?

Jens Jensen, LO’s første formand sagde: ”Den armé vi skal skabe, skal være stærk og fast, thi den skal erobre en verden. Den skal være demokratisk ordnet, thi den skal udvikle mennesker”.

Hvis det er den armé vi taler om med en sammenlægning af LO/FTF til en ny hovedorganisation, så er jeg med. Men hvis det kommer til at handle om valg af formandskandidater til en fælles hovedorganisation, hvor størstedelen af kandidaterne har hovedet oppe i Socialdemokratiets… inderkreds (som vi så under konfliktforløbet i 2013), så er jeg ikke med.

Det er vigtigt med åbenhed i processen. Det har LO og FTF ikke været specielt gode til indtil nu i min optik. Der skal være en åben debat – også om det, der er svært og komplekst. Og den skal bredes ud til medlemmer og tillidsvalgte, så dem der har lyst og interesse kan deltage og blande sig i debatten.

For spørgsmålet i LO og FTF har bag lukkede døre været, om arbejdsmarkedets parter fremover frit kan indgå overenskomster om løn og arbejdsvilkår, eller om rammerne herfor i virkeligheden blive dikteret af EU?

Der har været møder, hvor man spørger sig selv, om der skal lægges mere vægt på arbejdet i Bruxelles end på Christiansborg. Men hvor der også stilles spørgsmål ved om den danske aftalemodel er ved at blive erstattet af lovgivning på EU-plan og planer om trepartsforhandlinger.

I Norden har vi udviklet den skandinaviske velfærdsmodel, som netop er en blanding af flere ideologier først og fremmest baseret på, hvilke politiske ideer vores samfund skal bygges på. Den skandinaviske model har vist sit værd på mange måder, bl.a. ved at klare sig rimeligt igennem den økonomiske krise, og den har ligeledes sikret bedre muligheder for lighed, rimelig tryghed og stabilitet. Vi skal bevare og udvikle denne model, ikke afvikle den.

Den økonomiske politik og fokus på at øge konkurrenceevnen styrer lige nu landets politiske udvikling. Det vil jeg selvfølgelig gerne have, at vi har kræfterne til at gøre op med. Jeg tror at der er brug for, at vi lægger vores kræfter sammen og samarbejder i fagbevægelsen i stort og småt, men jeg er fortsat i tvivl om en sammenlægning er den rigtige løsning eller om et tæt forpligtende samarbejde kan gøre det. Men det jeg mangler er først og fremmest en fælles forståelse af, hvad vi ser af udfordringer i fremtiden og hvilke løsninger, som vi mener at vi har brug for.Hvad vil vi på langt sigt? Er vi enige om det? Og vil en sammenlægning befordre dette?

På LO og FTF’s respektive kongresser til efteråret er det forberedende arbejde i gang, hvor der behandles konkret forslag til afklaring af mandat dvs. grundlaget for en ny hovedorganisation. Det ser rigtig spændende ud, men jeg kan både finde plusser og minusser i dette forslag til mandatet.

Det glæder mig at kongressen i DLF har besluttet, at der skal en kongresbeslutning til i DLF, før vi tager endelig stilling til en ny hovedorganisation. Ind til da må vi sørge for oplysning og åbenhed samt en fælles forståelse af, hvad vi ser af udfordringer og løsninger. Jeg håber, at dette indlæg starter den proces.

Dette indlæg fremlagde jeg på DLFs kongres i en redigeret udgave den 10.9.2015.