Vi har brug for en ny strategi.

Vi har som lærere traditionelt haft en tæt sammenhæng mellem vores overenskomst og hensynet til kvaliteten i vores fælles folkeskole. Overenskomsten skulle sikre rammerne for, at vi kunne leve op til folkeskolelovens krav og sikre elevernes dannelse og uddannelse. Overenskomsten var et værn mod kreative lokalpolitikeres spareiver. Dette værn er nu fjernet, og vi får det ikke igen. Vores overenskomst skal fremover kun have et formål, og det er at sikre gode løn- og arbejdsvilkår. Overenskomsten som arena for den pædagogiske kamp hører til fortiden.

Det grundlæggende problem vi står over for i folkeskolen i dag, er at de tildelte resurser ikke slår til. Folkeskolen er simpelthen sparet i bund. Det er årsagen til, at vi som lærere står i en situation, hvor der ikke er balance mellem vores opgaver og de rammer, de skal udføres under. Arbejdstidsreglerne har givet mulighed for de seneste besparelser, men det er en udvikling vi har været vidner til gennem mange år. Den store vrede der er rettet mod Lov 409 og bilag 1.1 er berettiget, men det vil give mere mening at øge fokus på, hvordan vi får vendt den årelange udvikling med besparelse på besparelse på folkeskoleområdet. Det er en kamp vi skal tage med mere håndfaste og uafviselige argumenter end hidtil. Bilag 1.1 er udtryk for en mislykket strategi. En strategi der fungerede i de år, hvor begge parter var indstillet på at lave fælles brede overenskomster, men i dag kan vi ikke påvirke de politiske prioriteringer gennem vores overenskomst.

Det betyder ikke, at der ikke er noget der skal ændres i lov 409. Vi bør bl.a. kæmpe for at der bliver bedre varslingsbestemmelser, at normperioden bliver kortere og at lejrskoler honoreres som alt andet arbejde – og ikke kun fjorten ud af døgnets 24 timer (alt efter voldgiftsagens udfald). Det er reelle krav der hører hjemme i en overenskomstforhandling.

Vi skal stadig kæmpe for at folkeskolen i Danmark skal være god og ikke bliver revet i stykker af den NPM og evidensbølge, der skyller ind over den pædagogiske verden. Hvis vi vil have meningsdannere og magthavere i tale, skal vi til at bruge andre argumenter end de lidt uhåndgribelige, der tager udgangspunkt i vores faglige og professionelle erfaring, som fx at god undervisning kræver ordentlig forberedelse. Det er relevante argumenter. Grunden til at jeg kalder dem uhåndgribelige, er at de kan affejes med tom retorik om effektivisering og evidensbaseret læring.En ide kunne være, at vi arbejder på at få en national smiley-ordning for folkeskoler. Den skal ikke tage udgangspunkt i Nationale testresultater og karaktergennemsnit. Nej, den skal tage udgangspunkt i folkeskoleloven, og i hvor høj grad den bliver overholdt på de enkelte skoler. Der kan være en offentlig myndighed under undervisningsministeriet, der kommer på uanmeldt inspektion og fx tjekker om elever der er fritaget for tyskundervisningen ”får anden relevant undervisning”, om undervisningen bliver foretaget af uddannede lærere osv. En sur smiley på kommunens skoler vil være et signal som selv lokalpolitikere kan forstå og ikke mindst vil handle på, og det vil give os konkrete og håndgribelige argumenter for en ordentlig resursetildeling.

Pointen er, at vi skal lægge en ny strategi for vores fremtidige kamp for folkeskolen, for den vi er vant til er blevet spillet af banen.