"Velkommen tilbage fra barsel, Maria"

Skolen ligner sig selv. Personalerummet. Min arbejdsplads. Den store indergård med alle udskolingens lokaler kransende om sig. Her lugter, som her plejer; lidt støvet og indelukket. Jeg kigger op mod ovenlysvinduet og spekulerer på, om det mon stadig er utæt? Det er det sikkert. Det er 16 måneder siden jeg sidst gik netop her med det formål at undervise. Et år og fire måneder. Det er lang tid, men det føles som endnu længere. Jeg er en anden. Jeg er nemlig blevet mor.

Klasselokalet, der skal huse min nye 7.-klasse er blevet malet. Så lidt er der da sket, siden jeg og min store mave sagde farvel og på gensyn. Mine øjne glider rundt i lokalet, og jeg sukker lettet, da jeg konstaterer, at der også er kommet nye borde og stole. Om lidt er her fuld af elever, som skal have deres første dag i udskolingen. Sommerfuglene basker i min mave. Jeg tænker på min datter, som jeg sagde farvel til tidligere i morges. Er hun okay uden mig?

Det er vist ingen hemmelighed for alle, der kender mig, at jeg i mange år har været Maria, (folkeskole)læreren. Jeg har brugt mere tid end de fleste på at forberede min undervisning, blive inspireret, udtænke nye ideer og ikke mindst engagere mig følelsesmæssigt i mine elever. Men nu er jeg blevet mor til en lille pige, som kræver mig for fuld udblæsning. Og i 15 måneder har jeg været Maria, moderen. Nu skal jeg tilbage i skolen og være lærer. Kan jeg overhovedet finde ud af det (mere)?

“Velkommen tilbage, Maria”. Jeg skynder mig at sige tak, mens jeg nærmest pr. automatik svarer på det næste spørgsmål: “Ja, det er dejligt at være tilbage”, men jeg ved faktisk ikke helt, om det svar er ærligt.

De første lektioner er overstået. Min 7. klasse virker søde. Det tegner godt. Jeg burde være glad. Jeg er glad. Jeg er jo i mit rette element. Er jeg ikke? Sommerfuglene basker stadig. På vej ned til min arbejdsplads konstaterer jeg lettet for mig selv, at jeg stadig havde “den”; følelsen af at kunne se mine elever, lede undervisningen og nyde det samtidig. Men da jeg sætter mig ned på stolen og kigger på billedet af min datter, som jeg har printet og sat på væggen over min computer, er jeg pludselig helt ligeglad med arbejdet og alt det, der bør klares, inden jeg tager hjem for i dag. Og dén følelse er ny for mig. Nogle vil kalde det sundt. For mig er det skræmmende.