Velkommen til livet på sammenbruddets rand.

”Hver gang vi lykkes på trods af besparelser, kan vi se frem til flere besparelser”. Sådan lyder det fra lærere og pædagoger på Anna Trolles Skole i Brenderup ved Middelfart på Folkeskolen.dk i dag. I fredags havde de fået nok. De nedlagde arbejdet for at skrive til skoleudvalget i kommunen.

Folkeskolen citerer lærerne således: "De enkelte lærere finder genveje, bruger materialer hjemmefra, bruger egen tid, dækker ind for hinandens undervisning og forældre inddrages til, i højere grad, at løfte folkeskolens opgaver. Problemet med det er selvfølgelig, at hver eneste gang personalet på skolerne lykkes på trods af besparelser, kan vi se frem til flere besparelser. Det er i allerhøjeste grad en ond cirkel".

Folkeskolen skriver, at besparelserne på den lille fynske skole har medført, at det for eksempel er slut med skolekomedien, ture ud af huset, japansk og europæisk udveksling, natløb, det årlige ro-battle og arrangementet Halvøen rundt, hvor 0. klasser sammen med deres venskabsklasser fra 5. klasse de seneste 21 år har været på tur sammen. Så meget for skolereformens opreklamerede ’mere spændende og varierede undervisning’.

Det her kunne være skrevet af lærerne på stort set en hvilken som helst folkeskole i Danmark i dag. Og formanden for kommunens skoleudvalg, Jens Backer Mogensen (S), vælger da også klogeligt ikke at optrappe konflikten, selv om der er tale om en overenskomsstridig arbejdsnedlæggelse. Han ved, at lærernes nødråb er berettiget.

Lærerne peger navnlig på ét politisk greb, som har været medvirkende til at køre skolens økonomi i sænk: Den såkaldt ’inklusionsfremmende økonomistyring’, som Middelfart Kommune har indført på linje med de fleste andre kommuner. Den går som bekendt ud på, at man nedlægger den centrale resurse til finansiering af den rigtigt dyre, lovpligtige, vidtgående specialundervisning og ’lægger pengene ud’ til den enkelte skole, hvorefter man kører grønthøsteren ud og skærer på skolernes samlede, overordnede budget og tvinger den enkelte skoleleder til at vælge, om det skal gå ud over bekæmpelsen af skimmelsvamp i lokale 27, fysikbøgerne til 9. klasse eller støtten til ordblinde Frederik i femte. Det ’inklusionsfremmende’ består så i, at de fleste skoleedere vælger at spare på Frederik.

Men hvis lærerne tror, at de kan råbe djøfferiet op med det her, tror de fejl. Det, der i deres øjne er en katastrofe, er i økonomifolkenes øjne en bragende succes. Det er Finansministeriets og Moderniseringsstyrelsens logik, der sætter sig igennem: Hvis det lykkes skolen at ’levere’ med den allokerede resurse, så er det ikke udtryk for, at de ansatte har ydet maksimalt, men for, at resursen er for stor. Og at de forkælede lærere klynker, det ved jo alle, så alt er i skønneste orden.

Styringsfolkenes logik er klar: Skær i alle funktioner, øg arbejdspresset, stram styringen, ingen må gå fri, kort sagt: Pres organisationen udover bristepunktet! For hvornår ved man, at bristepunktet er nået? Det ved man først, når det overskrides og organisationen begynder at bryde sammen. Kun derved kan skatteyderne føle sig trygge og vide, at der ikke bliver ruttet med deres penge.

I dette univers er noget af det dummeste, man kan gøre, at lykkes åbenlyst med noget som helst. For det vil med usvigelig sikkerhed få dem, der kører økonomien, til at hæve brynene og tænke aha, her kan vi spare. En effektiv offentlig sektor er en dysfunktionel offentlig sektor!

Så kom allesammen, lad os forpeste livet for hinanden, jo værre, jo bedre. Velkommen til livet på sammenbruddets rand!