Vejen frem er samarbejde

Min hovedstyrelseskollega og - nu - modkandidat til næstformandsposten, Jan Trojaborg, skriver i Folkeskolen nummer 42, at valget i høj grad handler om ledelse og måden at lede på. Jeg er helt enig.

Jan forsøger med dette udgangspunkt at give 'karakter' for mine evner i den retning. Ikke på grundlag af min indsats gennem hele perioden som formand for Fagligt Udvalg. Men alene i forhold til en konkret afstemning i hovedstyrelsen under overenskomstforhandlingerne.

Han skriver, at jeg ikke 'stod distancen' i forbindelse med mæglingsforslaget, der indeholdt 'forbedringer for eksempel vedrørende individuel tid'. Det er helt forkert. Jeg stod distancen. Jeg ville netop ikke give mandat til at forhandle færdig på et grundlag, der ikke indeholdt de forbedringer, som jeg anså for nødvendige.

Jan kritiserer, at jeg tog hensyn til medlemmernes stillingtagen. Det argument taler vist for sig selv og dokumenterer også den tydeligste forskel på Jans og min ledelsesstil. Jeg nedgør heller ikke de kredsformænd, der - bakket op af et ja fra kredsens medlemmer i den første afstemning - også anbefalede et ja ved urafstemningen. Men hovedstyrelsens situation under forhandlingerne er en anden. Vi har fået en aftale stemt ned. Så er det vores pligt at analysere årsagen til medlemmernes nej - og at afklare, hvad der som minimum skal til, for at et mæglingsforslag kan accepteres.

Jan skriver, at en strejke fra midt i juni var udsigtsløs, og at konsekvenserne for foreningen ville være alvorlige. 'Denne problemstilling er efter min mening ganske afgørende i forhold til spørgsmålet om at lede. Påtager ledelsen sig sit ansvar, eller skubber den det over på andre', skriver han. Jamen, jeg er helt enig. Derfor påtog jeg mig netop ansvaret og sagde på hovedstyrelsesmødet den 19. maj nej til at afslutte forhandlingerne på det foreliggende grundlag. På det tidspunkt var konflikttruslen stadig reel. Men Jan Trojaborg med flere ville ikke påtage sig dette ansvar. Dermed skulle medlemmerne stemme om mæglingsforslaget på et tidspunkt, hvor konsekvensen af et nej var blevet en perspektivløs strejke i sommerferien. Det gjorde jeg klart opmærksom på forud for afstemningen. Jeg påtog mig ansvaret - i stedet for at skubbe det over på andre!

Jeg anser det for foreningens største problem netop nu, at selvom afstemningsresultatet blev så snært, så var resultatet i de fleste kredse enten et stort ja eller et stort nej. Forskellen i de lokale politiske virkeligheder var - og er - meget stor, hvilket i disse dage dokumenteres af de meget forskellige måder, hvorpå arbejdstidsaftalen udmøntes i kommunernes budgetter for det kommende år. Den situation kan ikke klares med et politisk opgør om, hvorvidt der blev anbefalet et ja eller et nej. Den eneste vej frem er et bredt seriøst samarbejde om en fælles strategi.

Som formand eller næstformand skal man være parat til at påtage sig ansvaret for et forhandlingsresultat. Men man skal ikke sige ja til hvad som helst, og man skal ikke 'slå til', før det optimale resultat er opnået. Havde det eksempelvis stået til Jan Trojaborg, havde han accepteret nye lønformer ved Overenskomst 97 på væsentligt dårligere præmisser end dem, som det lykkedes at opnå ved denne overenskomst.

Jo. Man skal have mod til at stå fast, og man skal ikke skubbe ansvaret over på andre. Det har jeg levet op til. Ikke kun i ord, men i praksis.

Stig Andersen

næstformandskandidat