En god skolestart vil have positiv betydning for elevernes videre skolegang, og en saltvandsindsprøjtning på mere end 5 milliarder vil være særdeles kærkommen. De konservative vil nu som modsvar til udspillet fra Socialdemokraterne investere 2,1 milliarder i flere ”to-voksenordninger”.
Det er dejligt, at partierne øjensynligt nu står i kø for at investere i folkeskolen. Men det er afgørende, at investeringerne bliver brugt på en måde, så vi får løst den altoverskyggende udfordring i folkeskolen: At en femtedel af lærerstillingerne i dag er besat af personer uden en læreruddannelse.
Vi skal nemlig passe på, at politikerne gennem valgløfterne ikke binder sig op på at bruge store investeringer i projekter, der kan lyde sympatiske, men som ikke for alvor får taget hånd om at sikre, at alle elever bliver undervist af uddannede lærere. Pengene kan kun bruges én gang og skal derfor bruges rigtigt.
De seneste reformer af folkeskolen har på trods af indpakningen i flotte pædagogiske begrundelser reelt været styrings- og effektiviseringsreformer. Konsekvenserne for lærerne har været tydelige. I årene efter reformen i 2006 faldt antallet af lærere i folkeskolen med 18 procent. Elevtallet faldt kun med fem procent. Og efter 2014 blev lærernes undervisningstimetal hævet med mere end 18 procent.
Her ligger kimen til det problem, at alt for mange elever bliver undervist af personer uden læreruddannelse. De uddannede lærere har i stort tal valgt folkeskolen fra, fordi de ikke kunne lykkes med deres vigtige arbejde. Der er ikke lærermangel, men der er mangel på uddannede lærere i folkeskolen.
Gør som svenskerne
Sverige har med et par års forspring været gennem et forløb, der på mange punkter kan sammenlignes med det, der er sket i Danmark. Oplevelsen af at svigte eleverne har også i Sverige skabt voldsom mangel på uddannede lærere i skolen. Man taler ligefrem om en national katastrofe.
Vi må forklare, at undervisning i folkeskolen er langt mere end formidling af fagligt stof
Anders Bondo Christensen Lærer, journalist og fhv. formand for Danmarks Lærerforening
Svenskerne har gennem årene sat utallige initiativer i søen for at løse rekrutteringsudfordringen: Højere løn, certificering, efteruddannelse og meget mere. Lige lidt har det hjulpet. Den svenske regering er nu nået til den konklusion, at de er nødt til ved lov at sikre, at lærerne har bedre muligheder for at løfte deres opgave.
Et lovforslag om et maksimalt undervisningstimetal skal sikre læreren tid til den enkelte elev og de mange opgaver, der følger med undervisningen. De danske politikeres løfter om milliardinvesteringer i folkeskolen kan være en stor håndsrækning til at følge det svenske eksempel. Lad os lave et lignende initiativ i Danmark.
Sociale kompetencer kan ikke uddelegeres
Et andet væsentligt bidrag vil være at tage et opgør med den misforståelse, at lærerne ”bare” skal formidle det faglige stof, mens pædagoger og andre faggrupper tager sig af elevernes trivsel og udvikling.
Vi må forklare, at undervisning i folkeskolen er langt mere end formidling af fagligt stof. Elevernes udbytte af undervisningen er dybt afhængigt af, at læreren formår at skabe gode relationer i klassen, og at læreren har tid til den enkelte elev.
Ofte bliver det fremført, at eleverne skal trives for at lære noget, men den omvendte sammenhæng er mindst lige så stærk: Hvis eleverne lærer noget, så trives de. Vi gør derfor eleverne en bjørnetjeneste, hvis vi tror, at de sociale kompetencer kan uddelegeres til andre faggrupper.
Kombinerer vi viljen til at ville investere i folkeskolen med en generel prioritering af lærerkræfterne i skolens budget, vil det for alvor kunne forbedre lærernes muligheder for at give eleverne en god undervisning. Og dermed har vi et afsæt til at få uddannede lærere tilbage til skolen.
Vi må gøre en indsats for, at politikerne ikke gennem valgkampen binder sig til velmenende valgløfter, der efterlader folkeskolen med det største problem uløst.
Valgkampen bør handle om, at alt for mange elever bliver undervist af personer uden læreruddannelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.