Væk med 
inklusionsgidsler

Nu er det forår, og oven i det kan man ane små spirer af muligheder i forhold til inklusionsøvelsen i folkeskolen. Ifølge politikerne har inklusion aldrig været en spareøvelse, men alligevel er det realiteten de fleste steder. Spirerne ernæres af, at der er løsnet op i reglerne, og af nogle positive erfaringer, man kan lære af.

Elever med særlige behov har altid trykket på nogle særligt følsomme lærerknapper. De fleste lærere har valgt jobbet for at undervise alle børn og udstyre dem med en ballast, så de kan få et godt liv. Derfor trækker det tænder ud, når læreren ikke er i stand til at nå alle eleverne.

Hvis der i en klasse med 28 elever sidder fire-fem med særlige behov, opstår et dilemma, som rammer midt i både hjertet og lærerprofessionalismen. Selv ikke med de bedste intentioner og den bedste uddannelse kan det lykkes at sørge for at nå alle.

Inklusion handler om fællesskab, og ingen er jo imod en dagsorden, som siger, at der skal være plads til alle. Men i realiteten er der tale om benhård økonomisk styring.

De fleste kommuner kører efter nogle økonomiske modeller, som betyder, at den skole, som sender elever i specialtilbud, selv skal betale. Skolelederne tvinges til at vælge mellem de mange, vikarkontoen og den enkelte med særlig behov.

Men nu er der opstået en ny mulighed, fordi regeringen har fjernet målsætningen om, at 96 procent af eleverne med djævelens vold og magt skal undervises i almenskolen. I sig selv giver det ingen forbedringer for hverken elever eller lærere. Det kan kun ske, hvis kommunerne også ændrer den økonomiske model, som holder skolelederen og lærerne i et jerngreb.

Kan man det?

Ja, faktisk. For der er kommuner, som styrer efter andre modeller. 26 ud af 156 specialskoler har haft et stigende elevtal i de senere år.

Bor man for eksempel i Nyborg eller Kolding, har den enkelte skole mulighed for at sende elever videre til et specialtilbud via forskellige centrale puljer. Kommunen har valgt, at det skal være barnets behov, som er i centrum:

»Vi vil hellere sikre de bedste lærings- og uddannelsesmæssige muligheder for det enkelte barn end lade skoletilbuddet afgøres af gulerodsspekulationer, hvor børn bliver gidsler, siger en politiker i Kolding.

I disse »best practice-tider« burde kommunerne tage på besøg hos hinanden for at lære, hvordan det kan gøres.

Samtidig er der ikke tale om, at man går tilbage til de gamle specialskoler. I dag fungerer for eksempel specialskolen i Nyborg som både skole, beredskab og videnscenter. Her kan almenskolen hente konkret støtte til inklusionen. Og eleverne går på skolen så kort tid som muligt:

»Vi er som et sygehus, der kun holder på patienterne, så længe det er nødvendigt«, siger en leder.

Så grib foråret, sæt eleverne først, og spring ud i en ny model.