Utroværdigheden klæber til KL

Gennem de seneste uger har der været sagt og skrevet mangt og meget om den verserende OK15-strid om arbejdstidsbilaget, hvor KL altså allerede er løbet fra bilagets mest centrale formuleringer. Tillid og troværdighed er to ord, som går igen i mange indlæg og debattråde.

Arbejdstidsbilaget er for mig at se blevet tilskrevet al for stor betydning og er blevet decideret oversolgt af vores Hovedstyrelse.

Arbejdstidsbilaget har i nogle kredse bestemt vist sig at være et såkaldt ”skridt i den rigtige retning” eller ”en fod i døren”. Det har vi senest set i Esbjerg, hvor det glædeligvis er lykkedes gode kræfter at få kommunen på bedre, og måske ligefrem fornuftige, tanker. Billedet er dog særdeles broget, og hvor er egentlig vores bundniveau for, hvad der er godt nok? Det altoverskyggende problem er, at arbejdstidsbilaget kun er noget værd i de kommuner, hvor kredse og tillidsrepræsentanter dybest set ikke har behov for det. Til at nedbryde de hermetisk lukkede kommunale borgporte ønskede vi en gummiged, men vi fik hammer og mejsel. Og det bringer os tilbage til vores totale afhængighed af kommunernes gode intentioner og store velvilje, som vel at mærke allerede nu har vist sig mere end tvivlsom.

Helt banalt er situationen den, at kommunerne ikke ønsker ressourcebindinger, fordi de ikke deler vores opfattelse af, hvor stor en del af lærernes arbejdstid, der skal bindes op på forberedelse og, hvor meget undervisning en lærer skal levere. Det handler altså i virkeligheden mindre om at nære tillid eller mistillid til KL, kommunerne og lederne og langt mere om, at vi åbenlyst er fundamentalt uenige.

Konklusionen er således klar; hvis kommunens, og dermed skolernes, budget er for lille til det faktiske behov, bliver konsekvensen, at lærernes forberedelse, som er belejligt usynlig, nedprioriteres med den følgevirkning, at lærerne skal tåle et urimeligt arbejdsliv, og eleverne skal udsættes for dårligere undervisning, end vi burde kunne være bekendt. Det er sket i stor stil i dette skoleår, og det vil fortsætte fremover i alt for mange kommuner. Her hjælper ingen saglige argumenter eller henvisninger til gode intentioner. Det er ud over enhver diskussion. Og oftest står læreren alene tilbage med den dårlige samvittighed og det utilstedelige valg; enten at leve med at levere en utilfredsstillende undervisning eller at skrue op for tempoet og arbejdstimerne for trods alt at kunne se eleverne i øjnene.

Vi har med OK15 accepteret, at kampen for ordentlige arbejdsvilkår i bedste fald fortsat er et anliggende primært for kredsene og tillidsrepræsentanterne. I værste fald et anliggende for den enkelte lærer, som pr. definition er alt for dårligt klædt på til en forhandling med sin skoleleder. Den udvikling er faretruende og højest ulykkelig, men den skulle have været forsøgt ændret ved overenskomstbordet her i 2015. Næste chance får vi først i 2018, hvor vilkårene kan vise sig at være blevet så forskellige, at vi umuligt kan finde fælles fodslag. Dermed er det store fællesskab, den udtalte fællesfølelse og solidariteten en saga blot, selvom lærerarbejdet fortsat er påfaldende ensartet over det ganske land. I Ballerup er vi uendeligt frustrerede over, at vi ikke valgte at tage en fælles kamp for vores fælles sag.

Vores tilslutning til OK15-resultatet har tilmed givet os et særdeles alvorligt legitimitets- og troværdighedsproblem; over for omverdenen og ikke mindst over for os selv. Hvordan kunne vi i 2015 nå til en accept af selvsamme vilkår, som vi konfliktede på i 2013? Principper og værdier skal stå deres prøve, når man bliver udfordret på dem, men vi bøjede af og dukkede nakken, længe før det for alvor kom på tale. Et medlemsflertal vurderede, at det var klogest. Jeg kan ikke lade være med at føle mig ramt af skam.

Vi har stækket vores egen stemme. Vi er bundet på mund og hånd, og det er umuligt for os at forklare vores handlinger uden at bruge så mange ord, at alle udover os selv for længst er stået af. For befolkningen står det let forståelige, absolut meningsfulde, men aldeles usande budskab tilbage; at lærerne accepterer folkeskoleloven og de nye arbejdsbetingelser - fordi de godt selv ved, at de tidligere har haft det alt for godt og har leveret for lidt mod for meget.

Utroværdigheden klæber til KL – det har den efterhånden gjort i mange år - men jeg er led og ked af, at vi har ladet os vikle ind i deres spind.

Med oprørt hilsen

Morten Refskov, Ballerup Lærerforening