Foto: Flickr.com/Carlos Ebert
Syddansk Universitet har undersøgt en 8. klasse i København og fundet frem til, at eleverne har mistet deres fysiske fodfæste hen over corona-året.
Der er bl.a. en markant forøgelse i vægt, hvilket generelt fører til forhøjet blodtryk.
Der er stor risiko for, at eleverne, hvis samfundet pludselig lukker op, ikke kommer ud i foreningerne igen. Faren for, at eleverne ikke helt tror på en vedvarende åbning og dermed bliver i sengen og på værelset, er stor. Forenings-Danmark har vanskelige kår, og det kan få konsekvenser for mange unge på den lange bane, hvis de forkaster den aktive del af deres liv så tidligt.
Så hvor stiller det os som samfund med en sådan udfordring? Er det den enkeltes eget ansvar, eller kan vi i flok blive bedre til at støtte og hjælpe hinanden gennem en svær tid med et højere aktivitetsniveau trods de lukkede tilbud?
Er det politikernes ansvar, forældrenes ansvar eller de unges eget ansvar?
Disse spørgsmål blæser rundt i ekkokamrene på de sociale medier, og mens skylden skal placeres, forsøger andre heldigvis at se på løsninger.
Skolen skal også byde ind
I min optik har bevægelsen været højt prioriteret i den undervisning, jeg har tilrettelagt. Jeg har været bevidst om at forsøge på at få eleverne væk fra skærmen. Jeg har benyttet mig af podcast, hvor eleverne skulle gå imens, jeg har lavet yoga online, forskellige idrætsaktiviteter og generelt i mine fag har øvet mig i at tænke bevægeligheden ind. En danskøvelse vedrørende tillægsord endte i en gåtur, hvor turen skulle beskrives med så beskrivende et sprog som muligt.
Jeg er af den holdning, at dette ikke blot er den ene eller den andens ansvar. Vi må alle byde ind og forsøge at inspirere til velvære i en mentalt hård tid.
Jeg har også personligt brug for, at andre hjælper mig, hvis jeg er umotiveret i en periode.
Derfor tænker jeg, at vi skal krølle skyldens pegefinger væk, og i stedet smide en tommelfinger i vejret som et signal til hinanden om, at vi er på samme hold her.
Udfordringerne med de unges vaner forsvinder ikke ved, at vi får placeret skyld.
Skal vi hjælpe dem, så må vi samlet tage ansvar og som voksne stille krav og inspirere i skøn forening frem mod et aktivt liv, der kan stå imod selv nye nedlukninger.
Den indsats mener jeg, vi alle skylder vores unge!
Her er link til artiklen:
Unges inaktivitet er et fælles ansvar
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.