Unge skoleelevers behov for selvaktualisering er med til, at de mister deres menneskelige individuelle værdighed

I min sidste praktik som lærerstuderende talte jeg med mange elever. Jeg underviste i fem klasser på en uge. I to af klasserne talte vi om Svend Brinkman og Albæks bog: ”Er liv, Èn tid, Èt menneske”. Vi talte om behovet for selvrealisering og om behovet for anerkendelse. Om at føle sig fri. På daværende tidspunkt havde jeg haft klassen i 3 uger.

Jeg skrev ”comfort zone” på tavlen og lavede en stor rund ring om begrebet. Jeg spurgte en tilfældig elev, hvornår han sidst har stået udenfor sin comfort zone og hvad han lærte af det. Til det svarede han ”I din undervisning lærer jeg mere om mig selv, end hvad jeg har lært om mig selv i de sidste 3 år, jeg har gået i skole”.

Tiden er inde til et paradigmeskift kristendomskundskabens måde at forvalte og formidle undervisning på og måske er eksistentiel undervisning vigtigere en nogensinde før?

Eleverne kan kun finde sted igennem valget, at vælge sig selv. Nu hvor behovet for selvaktualisering er så højt og så mange unge elever viser og udtrykker, at de har svært ved at navigere rundt i en verden, som primært foregår på medierne, hvorfor så ikke gribe bolden og kaste den op, så eleverne bedre forstår sig selv og ikke mister deres individuelle værdighed.

… Ofte tænker jeg, hvad det er, jeg kan gøre som lærer, sådan så eleverne ikke kommer til acceptere et liv på umenneskelige betingelser, hvor man i vores tid har mange voksne mennesker som ikke tør, at se sig selv i øjnene og er slaver af krav og forventninger, som slet ikke er deres egne.

Det er vel også min opgave, at styrke deres menneskelige individuelle værdighed, der sætter dem i stand til at sige ”Nej tak, jeg går min egne veje”.