Understøttelsen ved ledighed skal sikres.

Der er tanker i DLF om at sikre lærerne en højere arbejdsløshedsdækning.

Som optakt til kongressen i 2021 fremlagde Lærerstandens Brandforsikring et forslag, og prisen var omkring 50kr pr måned for en solidarisk forsikring til alle.

Det er ikke det konkrete forslag jeg vil diskutere, men baggrunden for forslaget.

Vi havde for en del år siden en afart af en velfærdsstat, som vi kaldte Flexicurity. Der var stor fleksibilitet til at arbejdsgivere relativt nemt kunne ansætte og afskedige de ansatte, samtidig med at der var en fornuftig sikkerhed i niveauet for arbejdsløshedsunderstøttelse til den ledige. Dette system har ændret sig radikalt siden, så dagens system må kaldes Flexisme. Modellen er blevet udhulet så voldsomt, at der er behov for en genopretning af sikkerhedsdelen (securitydelen).

Det er her DLFs sympatiske tanker om at forsikre lærerne, kommer ind. Jeg har dog mine betænkeligheder.

Folketinget har siden Poul Nyrop som statsminister var rejsende i flexicuritymodellen, lavet mange indgreb, som har bidraget til utryghed på arbejdsmarkedet, og der er utvivlsom flere tiltag rundt omkring i de christianborgske skrivebordsskuffer. De handler om politisk prioritering, økonomi og finansiering af velfærd eller skattelettelser.

Min påstand er, at løsninger på lønforsikringer ved ledighed, skal gribes anderledes an.

Vi skal allerførst afklare med os selv, om denne slags velfærd skal forblive delvist skattefinansieret, og om vi er indstillet på en omstilling, hvor man tyr til en højere prioritering af forsikringsmodellen som svar på Flexisme-modellen. Ønsker vi en traditionelt universel skandinaviske model eller den sydeuropæiske forsikringsmodel.

Dernæst skal vi afklare, om vi ikke blot laver lapper på modeller ved at lave lønforsikringer i LB, som DLFs hovedstyrelse har i støbeskeen.

Jeg har et alternativt forslag, der skal sikre både en ledighedsydelse som tåler sammenligning med en lærerløn. Et forslag, der sikrer lønmodtagere i dk imod yderligere udhuling af velfærd på området, og som en gang for alle lukker ned for velfærdspolitiske udhulingstendenser ifm arbejdsløshed.

Mit forslag tager udgangspunkt i de succesfulde pensionsreformer fra 1980’erne. Lad spørgsmålet om finansiering af arbejdsløshed blive et solidarisk forsikringsanliggende, som indgår i OK-forhandlinger i forhandlingsfællesskabet, eller endnu bedre som trepartsforhandlinger mellem FH, staten og arbejdsgiverne. Min pointe er, at denne sag er interessant for hele det danske arbejdsmarked. Derfor er min opfordring, at det ikke skal løses halvt i de enkelte faglige organisationer. Finansieringen skal forhandles, med bidrag via enten a-kasse eller individuelt, men medlemskab af a-kasse er en forudsætning for at være omfattet. Og arbejdsgivere medfinansierer den endelige løsning som vi kender det fra vores pensionsordning.

Målet er at lukke ned for yderligere forringelser ved ledighed, og først derefter, at begynde på at løse de forringelser af vores sikkerhed, som Folketinget målrettet har styret efter de seneste 20 år.

Dette er ikke en tilbagevenden til fleksicurity, men et forsøg på at rette op på udsigt til utryghed og frygt ved afskedigelser som Flexisme-modellen er ansvarlig for.

NB. Genlæs “Flexisme”, af Rasmus Willig m. fl