Undersøgelsers videnskabelighed

Løber de pædagogiske forskere om hjørner med os? I Folkeskolen nummer 11 får vi at vide, at Pisa-undersøgelserne, der skulle dokumentere vores folkeskoles uddannelsesuegnethed, i virkeligheden ikke er det papir værd, de er trykt på. De har ingen videnskabelig blåstempling. Hele grundforskningens universitære kvalitetskontrol, hvor metoder og resultater udsættes for gennemgribende kritik, mangler. Og så spørger man sig selv, hvad der mon ligger bag de utallige pædagogiske udmeldinger om, at nyere undersøgelser viser dette eller hint, når nye ideer skal bringes på markedet. Normalt bøjer lægfolket, hvorunder lærerne mærkværdigvis stiltiende lader sig henregne, dybt i støvet for slige autoritative udmeldinger uden at spekulere nærmere over, om hver eneste af disse undersøgelser er blåstemplet videnskab, om såvel metoder som konklusioner har været udsat for videnskabelighedens kvalitetskontrol. For normalt kender det almindelige lærerfolk ikke noget til de i undersøgelserne anvendte metoder. Normalt får man kun konklusionen. Nu kan man selvfølgelig hævde, at det er forskerne selv, der anstiller de undersøgelser, der skal bekræfte deres teori. Undersøgelserne er altså ikke bestilt arbejde, sådan som Pisa er det. Men det gør vel ikke kravet om videnskabelig kritik urimeligt? Og burde såvel undersøgelsesmetoder som resultater og kritiske indvendinger ikke offentliggøres. Det ville måske begrænse læsset af undersøgelser, som kun i begrænset omfang har løftet kvaliteten at skolens arbejde. Eksempelvis kunne man forestille sig, at de forbløffende undersøgelser, der har vist den ekstreme rummeligheds gavnlige virkninger på elevernes faglige indlæring, måske fik begrænset levetid.