UFØ

Kommunernes Landsforening (KL) vil af med den, skolelederne hader den, og lærerne står i kø for at fortælle om dens fejl og mangler. Og Lærerforeningen – den følger med strømmen.

Det er tjenestetiden, der er problemet, det er de fleste vist enige om. Hvis vi bare kan komme denne gøgeunge til livs, er der ingen grænser for udvikling og fleksibilitet i folkeskolen, råber interessenterne i munden på hinanden.

Jeg kan sagtens forstå, at KL vil af med aftalen – det er helt naturligt, på trods af at det var dem, der pressede på i begyndelsen af 90'erne – og jeg kan til nød acceptere, at skolelederne gerne så den hen, hvor peberet gror. Men jeg fatter ikke lærerne.

Nu hvor stridsøkserne omsider er begravet de fleste steder, har aftalen vist sig at være vores allierede. Den giver rig mulighed for at planlægge skoleåret utraditionelt og fleksibelt, den fordrer langtidsplanlægning, hvilket dybest set også er en fordel for os – og for skolen – den har omfordelt arbejdet, således at eksempelvis overbygningslærerne med deres reduktioner nu er nødt til at lave lidt af det, indskolingslærerne lavede førhen, og så videre. Og så sikrer aftalen, at vi trods alt også får løn for det, vi laver, når vi er på lejrskole, til forældremøde, deltager i pædagogisk udvalg, afholder eksamener og så videre.

Men aftalen blev for dyr for KL.

Skolelederne havde et helvedes mas med ufuldstændige skoledataprogrammer og fluekneppende lærere – som jo helt klart forsvinder, lige så snart vi har en ny aftale.

Og lærerne, de fandt en kærkommen syndebuk i en tid med ny folkeskolelov, øget fokusering og dermed øget pres på folkeskolen.

Som jeg ser det, handler dette om et langvarigt pres fra KL's side, så de 100.000 ekstra elever kan presses ind i folkeskolen så billigt som muligt. Væk med U, F og Ø, så lærergerningen igen kan blive et kald, så vi kan mødes med forældrene, så tit vi vil, tage på lejrskoler i weekender, lave udvalgsarbejde uden beregning, så ildsjælene kan komme til, mens andre sover videre, afholde eksamen til spotpris og så videre. Til gengæld får vi flere timer bag katederet, øget tilstedeværelsespligt og den samme pose timer til øvrigt arbejde til alle – ganske som i de gode gamle dage . . .

Er det, hvad vi ønsker?

Per Rømer

Græsted Skole