Uberettiget praktik-kritik

Folkeskolen nummer 1-2 skriver både artikler og leder om den nye praktik - skoleperioden. Tilbage står nogle uafklarede spørgsmål og en undren over påståede sammenhænge.

Det kan undre, at DLF kan finde på at indgå en overenskomst, hvor man fuldstændig glemmer de lærerstuderendes praktik. At foreningen ikke har sørget for at få indregnet praktikperiodernes fællesforberedelsesom en naturlig del af arbejdstiden - det, der før var F-tid, nu individuel tid - er pinligt og ganske forbløffende. Tid til fællesforberedelse mangler simpelthen.

Men det kan i denne forbindelse undre, at DLF fortolker individuel tid som hr. Jensens tid og ikke lærer Jensens tid. Hr. Jensens tid er et personligt anliggende, lærer Jensens tid tilhører embedet, i hvilken sammenhæng praktikanter kan deltage med de konsekvenser, det har.

Men skylden for denne situation kan ikke være seminariernes, som lederen ellers retter skytset imod.

Men konsekvensen af denne situation er givetvis, som lederen beskriver, at mange praktiklærere i skoleperioden allerede har - og andre vil senere komme til det - 'overserviceret' de lærerstuderende på grund af en 'moralsk forpligtigelse'. Det er da godt, at foreningens medlemmer har følt sig moralsk forpligtet over for de lærerstuderende. Ikke fordi praktik skal hvile på gratisarbejde, men fordi det for mig ikke er overraskende, at der er mange lærere, for hvem opgaveløsningen i særlige situationer stadig prioriteres. Årsagen hertil er den katastrofale praktikaftale mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation.

Men at påstå at seminarierne udbetaler forskelligt til samme praktik, er en misforståelse. Anklagen skulle have været rettet mod de bevillinger, der er afsat til de lærerstuderendes praktik, det såkaldte praktiktaxameter, som er utilstrækkeligt. Hvis der således er forskelle i seminariernes betalinger for praktikken, har det en helt anden årsag, nemlig at nogle seminarier forsøger at skabe balance i praktikregnskabet, mens andre kører med store underskud. Som eksempel udbetaler de fire københavnske seminarier stort set det samme til praktik - også til skoleperioden. Forskellene er at finde i kassen med pebernødder.

Det besynderlige forlig, der efterfølgende blev indgået af parterne samt Undervisningsministeriet, betyder, at mange praktiklærere i indeværende år får udbetalt et større vederlag for en vejledningstime. Det har givetvis været det muliges kunst på et håbløst aftalegrundlag. Men jeg er forarget over, at den merudgift, der eksempelvis koster Blaagaard Seminarium en kvart million kroner, ikke følger med fra samme ministerium og derfor nødvendigvis må spares i selv samme praktikbudget. Det betyder, at nogle praktiklærere får mere i praktikvederlag - andre mindre, fordi nogle praktikperioder bliver reduceret i omfang for at finansiere merudgiften. Til hvilken nytte?

Indtil det ændres - og jo før, jo bedre - må seminarier, lærerstuderende og praktiklærere forlade sig på kommuners og praktiklæreres/lærerkredses forståelse for en bevarelse af praktikkens kvalitet i loyalitet med de knappe ressourcer!

Praktikken kan kun håbe på en helt anderledes og ny aftale, som parterne har erkendt er nødvendig, og som de er blevet enige om at drøfte i den kommende tid.

Ole Gade

praktikleder på Blaagaard Seminarium