Uansvarligt efterlønsforlig …

65.000 flere hænder på arbejdsmarkedet og 18 milliarder kroner mere i statskassen i 2020, hvis efterlønsforliget mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale bliver gennemført efter næste folketingvalg. Sådan lyder det forenklede regnestykke fra Finansministeriet.

Aftalen forhøjer efterløns- og folkepensionsalderen, barberer efterlønsperioden med to år og skærper modregningen for pensionsordninger. Men der kan i høj grad sættes spørgsmålstegn ved det økonomiske grundlag, og de menneskelige omkostninger ved forliget ses der helt bort fra.

At der bliver arbejde til alle dem, der må undvære efterlønnen og vente med at komme på folkepension, er i sig selv en illusion. Vi ved eksempelvis, at en fjerdedel af de 60-årige på efterløn kommer direkte fra arbejdsløshed. En stor del af efterlønsmodtagerne er ufaglærte, som i forvejen har det svært på arbejdsmarkedet. Og rigtig mange efterlønnere har problemer med helbred og arbejdsforhold. Lærernes A-kasse gennemførte i efteråret 2010 en stor undersøgelse, der viste, at for 91,8 procent af a-kassens efterlønsmodtagere var arbejdspres og helbred de væsentligste årsager til at gå på efterløn. Det er direkte uansvarligt, hvis disse grupper nu presses til at blive i jobbet. Det vil være en stor belastning for dem, men også uhensigtsmæssigt i forhold til elever og kolleger.

Målet om at få flere i arbejde og skabe balance i samfundsøkonomien kan ikke anfægtes. Men hvis flere ældre skal motiveres til at blive på arbejdsmarkedet, handler det i langt højere grad om at skabe forudsætningerne for, at det kan lade sig gøre.

Først og fremmest skal der vedtages en vækstpolitik, som skaber flere arbejdspladser. Hvis 65.000 flere ældre forbliver på arbejdsmarkedet, vil det jo - hvis alt andet forbliver lige - blot betyde, at der bliver 65.000 flere arbejdsløse blandt de unge.

For det andet må der udvikles en offensiv uddannelsespolitik, som på lidt længere sigt sikrer, at alle har kvalifikationerne til fremtidens arbejdsmarked.

Og for det tredje skal der satses massivt på et bedre arbejdsmiljø. Vi ved fra vores egen undersøgelse, at lærerne er glade for deres arbejde og gerne vil fortsætte, men mange når et punkt, hvor man simpelthen ikke kan mere.

Der er ikke brug for ændringer i efterlønnen, som for mange vil resultere i økonomiske forringelser og store menneskelige omkostninger. Der er derimod brug for tiltag med et perspektiv, som giver flere ældre muligheder for og lyst til at forblive længere på arbejdsmarkedet.