Tysk kan stadig forbinde millioner af mennesker på begge sider af kloden

”Her går det godt, mor, send flere penge” er en kliche, jeg tænkte på, da jeg var så heldig at kunne deltage i den internationale tysklærerkonference IDT25 i Lübeck mellem 27. juli og 1. aug. på bekostning af tysklærerforeningen i grundskolen (TLFG). Hermed vil jeg ikke kun sende et par kærlige tanker til mine kolleger, om de så var sammen med mig i Lübeck eller andetsteds i Blåvand, men til det internationale fællesskab, som knytter sig til det tyske sprog. Især til de førstnævnte vil jeg bringe nogle positive erfaringer fra konferencen, hvor jeg ellers før har udtrykt mig lettere resigneret om fagets status. I mellemtiden er nye vinde blæst ind fra Tyskland, og jeg spår gunstige jærtegn for tyskfagets fremtid.

Rekord for længst rejsetid

I Lübeck mødtes cirka 2.700 deltagere og medvirkende fra mere end 100 forskellige lande, alt fra Aserbajdsjan til Australien, Boston til Beijing og Cameroun til Sydkorea. Som en kuriositet kan jeg fortælle om mennonitterne, som er en særlig sekt inden for kristendommen fra det 16. århundredes tidlige reformation, og inden for denne sekt findes en endnu mere særskilt gren, som lever i Paraguay – og de taler stadig tysk! Endda ikke kun Hochdeutsch, men en dialekt kaldet Plautdietsch.

Kort fortalt udvandrede nogle mennonitter i det 19. århundrede fra omtrent Holland og Nordtyskland til Rusland. Derfra tog de videre til Canada og endte til sidst i Paraguay. Nu, tilbage i det plattyske hjerteland i det 21. århundrede, kunne man være heldig at støde på nogle repræsentanter fra lige præcis denne niche blandt nicher. Og mennonitterne var selvfølgelig ikke mindre glade ved udveksling, formidling og sludder end nogen andre ved konferencen, uanfægtet alle religiøse skel.

Gæt også lige: Rekorden for den længste rejsetid hen til konference lå mellem 30 og 40 timer, men hvilke to lande måtte deles om førstepladsen? Du får svaret til sidst.

Samtidigt med den rene interesse i folks liv og historier blev jeg mindet om to ting: At tysk stadigvæk er i stand til at forbinde millioner af mennesker på begge sider af kloden, både åndeligt og fysisk, og at Danmark immervæk er tættere på end så mange andre sprog og steder, selvom Tyskland kan føles længere væk end USA.

Den næste IDT afholdes et sted i Tyskland 2029, og man skal som tysklærer ikke kun tage derhen for de inspirerende fortællinger. Man får et fagligt løft sammen med et udblik på de allernyeste didaktiske og teknologiske udviklinger. Faktisk befinder tyskfaget sig for begge områders vedkommende på sin foreløbige tinde, også selvom rammerne og ressourcerne i det respektive land ikke altid strækker til at udnytte potentialet.

En god investering

Jeg mødte heldigvis en masse mennesker, som var sammen om at finde løsninger i stedet for problemer. Og heldigvis elskede de stadig at brokke sig, men fokus var at udvikle faget sammen med den enkelte underviser og elev. Enkelte udskænkningssteder var der også.

Til sidst vil jeg helt plat og kliche sende en hilsen til alle de flinke danskere og dansk-tyskere, som jeg stødte på under IDT25. Jeg håber, vi ses til IDT29, og jeg vil faktisk tillade mig at ærgres over, at jeg ikke mødte endnu flere dejlige mennesker i år. De kan eventuelt melde sig ind i TLFG, ellers bør de henvende sig til ledelsen, hvor jeg skriver under på, at den konference altså er en god investering i medarbejderudvikling.

Og så til svaret på spørgsmålet: Det var en argentiner, som havde fundet verdens dårligste flyforbindelser, og en ukrainer, som overhovedet ikke måtte flyve, knapt kunne rejse og mest skulle vente og håbe.