Toronto Thy og Birger Hansen fra 5c

Toronto

Canada har tydeligvis haft succes med deres skolereform. Derfor er det også helt legitimt, at vi har et ønske om at lære af denne succes. Skolen bør altid være i udvikling, og der er et spændende materiale fra Canada som kan tjene til inspiration. Ikke et ondt ord om det. Men der er også grund til at tænke sig grundigt om, for udvikling er ikke ensretning. Ensretning er det modsatte af udvikling. Ja faktisk, står ensretning i vejen for udvikling.

En fælles forståelse

Hvis politikerne derfor i virkeligheden mener ensretning, når de taler om ”fælles forståelse for god undervisning” eller ”best practice”, så er der grund til bekymring. Enhver som jager ”den bedste undervisningsmetode”, må først besvare et umuligt spørgsmål, nemlig dette: Hvor finder man viden om de bedste undervisningsmetoder lokalt eller globalt? Kort sagt, de metoder der virker i Toronto, virker de lige så godt i Thy?

Jeg skal ikke påstå, at kende noget entydigt svar på dette spørgsmål, men jeg har lyst til at trække Søren Kierkegaard frem, for jeg synes han siger noget værdifuldt om problemstillingen.

Kierkegaard siger:”At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der… hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe”.

Undervisningens personlige dimension

Kierkegaard mener altså; at vi skal vide noget om individet. Dernæst at læreren må ydmyge sig, og først forstå hvad eleven forstår. Undervisning har altså en personlig præmis, som har det lokale eller individorienteret som forudsætning. Hvis vi i vores iver efter, at generalisere undervisning glemmer dette væsentlige aspekt, så er tabet stort for vores elever. Dvs. vi må erkende, at en del af vores viden om undervisning, opstår i mødet med eleven.

Så hvorfor ikke en bestemt undervisningsmetode? Jo – vi vælger ikke en fast metode, fordi mødet med barnet kræver, at vi først lytter og så vælger metode. Den viden læreren får om sine elever, bør kunne hjælpe ham til at vælge metoder som passer til både eleverne og situationen. Dvs. ”løsningen” er ikke behaviorisme, læringsstile, konfluent pædagogik eller kooperativ læring mv. disse er blot udmærkede værktøjer. Det væsentligste er, at læreren vælger metode efter sin pædagogiske viden(herunder seneste forskning), og så tilpasser sit metodevalg til de konkrete elever og til deres forudsætninger. Dvs. en fælles forståelse for god undervisning, kan kun delvis eksistere nationalt, men også kun delvis lokalt.

Et bud på en fælles forståelse

Kierkegaard siger videre: ”For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere, end han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Hvis jeg ikke gør det, så hjælper min Mere-forståen ham slet ikke”.

Kierkegaard mener altså, at forståelsen af eleven nødvendigvis må ”flytte” læreren, og dette er fundamentet for enhver forståelse af god undervisning. I dag ved vi mere om undervisning end for 200 år siden, men Kierkegaard havde nu fat i noget centralt. Faktisk et udmærket bud på en fælles forståelse af god undervisning, som tillader udvikling og stopper ensretning.

Viden om god undervisning findes altså både i Toronto og Thy, og ændres af Birger Hansen fra 5c.